Ernesto Valverde overtager som ventet trænersædet i FC Barcelona.
Her afløser den 53-årige spanier landsmanden Luis Enrique, der stopper efter tre år i den spanske storklub.
Denne sæson har været en af de mindre gode for Barcelona, der måtte se sig slået af rivalen Real Madrid i den spanske mesterskabskamp.
Real Madrid er også nået frem til Champions League-finalen, hvor Juventus på lørdag venter.
Som et plaster på såret vandt FC Barcelona den spanske pokaltitel for 29. gang i klubbens historie med en finalesejr over Alaves.
Den nye mand i spidsen for Barcelona, Ernesto Valverde, fik fra 1988 til 1990 nogle få kampe for Barcelonas førstehold.
Senere røg han til ligakonkurrenten Athletic Bilbao, hvor han spillede størstedelen af sin aktive karriere.
Som træner har Valverde været forbi en lang række klubber - de seneste fire år har han siddet på bænken hos Athletic Bilbao, der i denne sæson sluttede som nummer syv i den spanske liga.
/ritzau/