Real Madrid er spansk mester for første gang i fem år

Real Madrid er spansk mester for første gang i fem år efter en sejr i Malaga. Barcelona slog Eibar.

Real Madrid kom hurtigt foran og var aldrig i fare for at smide mesterskabet i Malaga. (Foto: © Jorge Zapata, Scanpix)

Real Madrid kunne selv afgøre det spanske mesterskab ved at få minimum uafgjort ude mod Malaga i sidste spillerunde, og Cristiano Ronaldo og co. skuffede ikke.

Med en sejr på 2-0 kunne hovedstadsklubben rejse hjem til Madrid med det første mesterskab i fem år og det 33. i klubbens historie.

FC Barcelona var bagud 0-2 mod Eibar, men kom tilbage og vandt 4-2 på 12 gyldne minutter. Holdet slutter alligevel tre point efter Real Madrid.

Med et Real Madrid-nederlag havde Barcelona taget mesterskabet ved pointlighed, da Barcelona var bedst indbyrdes i sæsonen.

Real Madrid fik en drømmestart på kampen i Malaga, som efter godt et minuts spil viste skidt forsvarsspil.

Det gav Isco muligheden for at sende Ronaldo alene igennem, og her svigtede den målfarlige stjerne ikke.

Han rundede let Malaga-keeper Carlos Kameni og trillede 1-0-målet i kassen.

Men Malaga har været i god form på det seneste med fire hjemmesejre på stribe - blandt andet over Barcelona.

Søndag bed Malaga-spillerne også godt fra sig, Keylor Navas måtte diske op med en kanonredning på et frispark fra Sandro Ramirez.

Carlos Kameni måtte i den anden ende også trække en flot parade op af hatten for at forhindre Ronaldo i at blive dobbelt målscorer.

Også efter pausen var Malaga farlige et par gange, inden Real Madrid efter 55 minutter scorede målet, som sendte hovedstadsklubben snublende tæt på mesterskabet.

Ramos afsluttede på et hjørnespark, og via Raphael Varanes bryst havnede bolden foran Karim Benzema, som let kunne gøre det til 2-0.

Herfra var Real Madrid i kontrol, og de tre mål af Malaga, der skulle til for at give Barcelona chancen for at tage mesterskabet, virkede usandsynligt.

Det skete da heller ikke, og Real Madrid kunne til sidst bryde ud i jubel.

Barcelona reddede lidt af æren

Barcelona gjorde livet svært for sig selv med en rigtig skidt indledning og adskillige brændte chancer i hjemmekampen mod Eibar.

Det udnyttede gæsterne til at komme på 2-0 efter en times spil på to flotte mål af Takashi Inui.

Trods flere gigantiske afbrændere af Barcelona lykkedes det catalonierne at komme tilbage.

Et selvmål af David Junca skaffede Barcelona tilbage i kampen efter godt en times spil, og selv om Lionel Messi brændte straffespark, så kom udligningen ved Luis Suarez kort efter.

Barcelona fik tilkendt endnu et straffespark, og denne gang scorede Messi, selv om Eibar-keeperen var tæt på at snuppe den igen.

Argentineren nåede også at score til 4-2 i tillægstiden, men comebacket var nytteløst, da Real Madrid selv klarede paragrafferne i Malaga.

/ritzau/