Barcelona fordømmer 'voldelige og foragtelige handlinger' mod upopulær cheftræner

Ronald Koeman, FC Barcelonas cheftræner, blev omringet af vrede fans, da han forlod stadion efter nederlaget til Real Madrid.

Ronald Koemans bil blev overfaldt af vrede fans efter Barcelonas nederlag til Real Madrid. (Foto: © ENRIC FONTCUBERTA)

Det bliver nok aldrig sjovt at tabe til sine ærkerivaler, men efter søndagens nederlag til Real Madrid, fik nogle af Barcelonas fans vist deres vrede over resultatet på en måde, som ikke falder i god jord hos den catalanske storklub.

Flere videoer på det sociale medie Twitter viser, hvordan Barcelonas cheftræner, Ronald Koeman, måtte navigere sin bil gennem en horde af vrede fans, der luftede deres utilfredshed, da han forlod Camp Nou efter kampen.

Fansene omringede bilen, og flere klaskede til den, mens Koeman langsomt kørte fremad. En enkelt hoppede også op på kølerhjelmen.

- FC Barcelona fordømmer offentligt de voldelige og foragtelige handlinger, som vores manager oplevede, da han forlod Camp Nou.

- Klubben vil tage sikkerhedsmæssige og disciplinære foranstaltninger, så sådanne uheldige hændelser ikke sker igen, skriver klubben på Twitter.

Den hollandske cheftræner er for mange af klubbens fans blevet ansigtet på de svigtende resultater i Barcelona, og hans fremtid som cheftræner i Barcelona er flere gange blevet sat under heftigt pres.

Så meget under pres, at præsidenten i Barcelona, Joan Laporta, senest i begyndelsen af oktober, gik til pressen og erklærede, at Koeman stadig havde tillid fra Barca-præsidenten.

Laporta bad i den forbindelse tilhængerne om at have tillid til Koeman på trods af de svigtende resultater.

Barcelona tabte som bekendt weekendens El Clasico med 2-1, og klubben ligger dermed på niendepladsen i La Liga, hvor der er fem point op til Real Madrid på andenpladsen og yderligere et til Real Sociedad på førstepladsen.

FC Barcelonas Gerard Pique græmmer sig i kampen mod Real Madrid. (Foto: © Oscar Barroso / IPA, IPA)

Koeman forklarede på pressemødet efter kampen, at han til fulde forstod, at det betyder mere at lide nederlag, når det er i El Clasico mod ærkerivalerne fra Real Madrid, hvilket ham og hans bil altså også fik at føle efterfølgende.

Men han var ikke utilfreds med sit holds præstation i kampen.

- Jeg er skuffet over resultatet, men ikke det, vi præsterede som hold.

- Vi viste i kampen, at vi ikke er Real Madrid underlegne. Men i stedet for at komme foran 1-0 kom vi bagud 0-1, og det havde kæmpe indflydelse på kampen. Men vi viste, at vi stille og roligt forbedrer os, og vi er tættere på at vinde en stor kamp, siger Ronald Koeman.

Nederlaget i El Clasico kommer i kølvandet på en periode, hvor Barca også har lidt nederlag til en anden af de spanske titelbejlere Atletico Madrid, og også har tabt to af deres tre kampe hidtil i Champions League-gruppespillet.

Ronald Koeman spillede som aktiv seks sæsoner i Barcelona med stor succes. Helt ligesådan er det endnu ikke gået som cheftræner for klubben. (Foto: © ENRIC FONTCUBERTA)

Og selvom Koeman var tilfreds med præstationen mod Real Madrid, så ved han også godt, at gode præstationer skal omsættes til resultater. På pressemødet inden kampen mod Real Madrid blev han, vanen tro, bedt om at forholde sig til fremtiden som Barcelona-cheftræner.

- Jeg har ikke brug for, at klub-præsidenten bekræfter mit job hver dag eller uge.

- Tingene er meget klare. Jeg føler mig bakket op af præsidenten og klubben. Men jeg ved også, at alting afhænger af resultaterne, sagde Koeman forud for El Clasico.