"Drømmen lever".
Sloganet for pokalturneringen, som i kvartfinalerne ofte kun tæller hold fra Superligaen.
Men i år har Brabrand IF fra landets fjerdebedste række dog sneget sig med til festen. Først fik Randers FC en tur i gulvet, så FC Nordsjælland og nu står de blåblusede forstadshelte på tærsklen til den helt store sensation.
Og det har betydet, at cheftræner Michele Demontis tager andre midler i brug.
- Har vi nogensinde brugt taktikrummet?
- Ikke siden sidste afslutningsfest.
Torsdag aften er de såkaldte pokaldræbere drysset ind i omklædningsrummet forud for den sidste træning inden fredagens afgørende kvartfinaledyst på udebane mod Superligamandskabet Viborg FF efter 1-1 i det første opgør.
Blandt dem er der en ejendomsmægler, en økonomichef, en lastbilchauffør og en hulens masse studerende, som alle skulle have haft ferie fra deres deltidsgesjæft for en måned siden, da efterårssæsonen i 3. division sluttede.
- Nu trænger vi snart til en ferie, siger Michele Demontis, mens en spiller smører læggen spejlblank i tigerbalsam.
Han kommer direkte fra en engelsktime med sin 10. klasse på Laursen Realskole, hvor han også står for fodboldlinjen.
Den tjans kan han heller ikke løbe fra fredag formiddag, selvom Brabrand IF står overfor den største kamp i klubbens historie.
- Det burde ikke kunne lade sig gøre, at vi er her. Det burde ikke kunne lade sig gøre, at vi spiller tre kampe mod superligahold, uden at nogen af dem slår os. Sætter man det lidt på spidsen, giver det fem point i Superligaen. Det skulle Vejle bruge 14 kampe til at få, siger Michele Demontis.
Bolde lånt af storebror
Hvis man leder længe nok, kan man stadig finde det flere meter lange spor fra Jonas Berwalds jubelscene efter føringsmålet i søndagens mudderkamp.
Græsbanen har set bedre dage. Eller marken, som Viborg-cheftræner Jakob Poulsen kaldte den.
Mudderet har sidenhen forvandlet sig til store pukler i decemberkulden, og lys er der heller ikke installeret på banen. Derfor må holdet over på kunstgræsset, der også i højere grad minder om forholdene i domkirkebyen.
Først må Michele Demontis dog rykke en smule på klubbens U12 pigehold, før han kan sætte keglerne op til dagens træning.
Den står på pasningsøvelser, lidt boldbesiddelse og til sidst en afgørelse på holdets interne turnering, der passende skal afgøres ved straffespark. Tusinde kroner er på spil.
- Hold lige øje med, at der ikke er nogle spioner fra Viborg, lyder det fra en af spillerne.
Imens er cheftræneren i gang med at lede efter bolde for tredje gang. Der skal være 16 i alt.
Boldene er lånt hos AGF, og man vil helst ikke blive uvenner med storebror.
De Blå Brasilianere
Undervejs bliver der småsnakket om modstanderen. Denne gang er det dog navne som Anosike Ementa, Jeppe Grønning, Serginho, der flyver gennem luften.
De kender dem en smule efter seneste møde, men sønderligt imponeret blev de ikke i Aarhus Vest.
Lidt for meget brok over banens beskaffenhed. En dårlig undskyldning, som de kalder det.
For det er ikke længere tale om tilfældigheder, når man ad tre forskellige omgange har undgået at tabe til hold fra Superligaen, siger Michele Demontis.
I lokale munde går klubben under kælenavnet "De Blå Brasilianere". Tjo, trøjen er godt nok blå, men at kalde spillestilen for jogo bonito ville være en stramning.
- Vi spiller til stregen og også lidt længere, og vi træner, som vi spiller kamp. Bortset fra at der ikke er frispark, når vi træner, siger Michael Pedersen, der er anfører klubben.
- Vi er fysiske og direkte, og det er det, som vi er gode til. Hvis vi skulle udspille FC Nordsjælland eller Viborg på at være gode på bolden, havde vi jo tabt.
Matadormix skal der til
Brabrand havde deres storhedstid tilbage i 2017, da klubben spillede 1. division. Dengang var spillerne på kontrakt, men det er en pengemandstid siden.
Nu sidder to af spillerne i bestyrelsen, man har selv vasket spillertøjet rent, og så har man fået Brian Gade.
I hans ansættelseskontrakt står der målmandstræner, men der kunne lige så godt have stået ildsjæl.
Brians liv handler om fodbold. Alt andet kommer i anden række. Brians døtre hader fodbold.
Forud for torsdagens træning opridser han udførligt pakkelisten til kampen mod Viborg. Støvler, spillertøjet, et kilo matadormix.
Sidstnævnte blev en del af ritualet før de store kampe i klubben efter sejren over FC Nordsjælland.
- Det skader ikke, at drengene får lidt slik inden kampen. Det er godt med noget sukker, siger Brian Gade.
Brabrand i semifinalen?
Og så er vi tilbage til pointkonkurrencen, der skal afgøres på straffe.
Det må pokalkvartfinalen mod Viborg også meget gerne, hvis det står til cheftræner Michele Demontis.
Men kampen kan også blive afgjort før, og det kunne godt være i Brabrands favør. Bare spørg Randers.
- Jo længere tid, der går, jo mere nervøse bliver de, fordi de skal bruge et mål. Og jo mere de går efter et mål, jo større er risikoen for, at de lukker et ind, siger Michele Demontis.
Selvom næste stop er semifinalen i pokalturneringen, er klubben ikke blevet meget rigere på andet end oplevelser. Det skulle da lige være Simon Schouby, som med et velplaceret straffespark indkasserer tusinde kroner i torsdagstræningens straffesparkskonkurrence.
Et lille tip til Viborg. Mon ikke han sparker, hvis kampen når så vidt?