Det kræver gode brusere, hvis spillerne fra Brabrand og Viborg nogensinde skal blive rene igen.
I pokalturneringens kvartfinale var superligaholdet fra Viborg mødt op for at møde årets favoritdræbere fra 2. division, Brabrand.
Både Randers FC og FC Nordsjælland har tidligere forladt anlægget med uforettet sag, mens bunker af børn og lokale invaderede banen i sejrsrus. Så galt gik det alligevel ikke for Viborg denne søndag, selv om det sagtens kunne være endt sådan.
Dagens bane var under så meget vand og mudder at svømmefødder og luffer var obligatorisk i begge felter, og det gav store problemer for alle involverede.
Spillere, dommere, bolddrenge.
Brabrand var første hold til at udnytte forholdene efter en halv time, da Viborg-forsvaret ikke lykkedes med at sparke kuglen ud af eget felt.
I stedet havnede den hos Jonas Berwald, der tørt sparkede bolden i nettet.
En smule panik at spore hos det gæstende hold.
Et lille kvarter senere var det dog gæsternes tur til at drage fordel af de aparte forhold, da bolden heller ikke ville forlade Brabrands felt.
Mellem skøjtende venner og fjender landede bolden for fødderne af Viborgs angriber Charly Nouck, der uden problemer sparkede udligningen ind.
Det blåklædte hjemmehold fortsatte dog ufortrødent på pløjemarken, og det var flere gange ved at give pote i anden halvleg efter Viborg blev reduceret til ti mand.
Brasilianske Renato Júnior kom for sent ind i en tackling og blev sendt tidligt i bad.
Tiltrængt, ikke tiltænkt.
På trods af udvisningen formåede Viborg dog også at komme frem til flere muligheder, men ind ville bolden ikke.
Derfor er alt åbent, inden de to hold mødes i returkampen i Viborg fredag.