FC Midtjylland-fans er bekymrede inden pokalkamp på Brøndby-stadion

Weekendens uro på Brøndby Stadion får dog ikke FC Midtjyllands fanklub til at anbefale folk at holde sig væk.

Brøndby og FC Midtjylland mødes i aften i pokalturneringen.

Bolden ruller igen på Brøndby Stadion.

Det er første gang siden søndagens derby mod FC København, hvor fanballade stjal overskrifterne fra kampen, der med sit 0-0-resultat heller ikke havde meget at byde på.

Denne gang kommer FC Midtjylland på besøg i pokalturneringen og spiller om pladsen i kvartfinalen.

Torsdag aften klokken 20.00 i den anden ende af landet er måske noget, der kan få nogle fans til at overveje deres billetkøb til kampen.

Thomas Thomasberg og FC Midtjylland er nået til ottendedelsfinalen i pokalturneringen, hvor Brøndby venter. (Foto: © Claus Bech, Ritzau Scanpix)

Læg dertil balladen på Brøndby Stadion søndag, og så er fodboldoplevelsen fra sofaen måske ikke det værste.

- Det er jo selvfølgelig svært ikke at bekymre sig lidt efter det, der skete i søndags. Men vi har ikke nogen indikationer fra sikkerhedschef eller politi, der gør, at vi ikke skal sende en bus afsted, fortæller Lasse Dyrby, formand i fanklubben Black Wolves.

- Selvfølgelig er der nogen af vores medlemmer, som spørger, om det er sikkert at tage afsted. Men vi kan jo kun sige, at det er det i følge vores oplysninger, siger Lasse Dyrby.

Frygter ikke gentagelse

Skulle man som FC Midtylland-fan have en smule skepsis ved at fragte sig selv mod Vestegnen torsdag aften, så er det måske heller ikke så mærkeligt.

Tilbage i 2021 blev midtjyske fans angrebet med kasteskyts, da de forsøgte at forlade Brøndby Stadion.

Da FC Midtjylland var i Brøndby tilbage i august 2021 gik det galt efter kampen.

Brosten blev blandt andet kastet på busserne, der skulle fragte udeholdets fans hjem, og flere valgte at blive inde på stadion, indtil politiet kunne eskortere dem sikkert ud og væk fra Brøndby Stadion.

Men den oplevelse er ikke noget, som fylder hos Lasse Dyrby. Han forestiller sig heller ikke, at de scener kan gentage sig.

- Absolut ikke. Vi har været der mange gange uden problemer. Det kommer selvfølgelig op nu, og det er klart, det var en voldsom oplevelse. Men det man snakker om nu er selvfølgelig også, at sådan var det var dengang, og de problemer har vi ikke længere, siger Lasse Dyrby.

Pokalkampen mellem Brøndby og FC Midtjylland spilles klokken 20.00. Opgøret kan følges i LIGA på P4.