Liniger om ny Uefa-præsident: Vi ved ikke, hvad han vil

DR Sportens fodboldkommentator Henrik Liniger mener, at valget af Aleksander Ceferin er udtryk for et samlet fodbold-Europa

(Foto: © YANNIS KOLESIDIS, Scanpix)

Slovenske Aleksander Ceferin er ny præsident for Uefa. Det blev sloveneren onsdag eftermiddag med et overvældende flertal på Uefa's kongres i Athen.

Det overvældende flertal tyder på, at det har været enigt Uefa, der har stået bag sloveneren, og det er positivt mener DR Sportens fodboldkommentator Henrik Liniger.

- Man kan sagtens kalde dette for en overbevisende sejr, måske endda en jordskredssejr, siger Henrik Liniger og fortsætter:

- Fra Uefas side er det ikke dumt, at Ceferin har så stor opbakning. 43 stemmer ud af 55 lande er mange, så hvis man havde frygtet et splittet Uefa, har det ikke været tilfældet. Så det er godt for Europa, siger Liniger, som kalder Ceferin for et ubeskrevet blad i storpolitisk sammenhæng.

- Det er en stort set ukendt person, som ganske vist har været præsident for det slovenske forbund i et par år og har siddet i perifere udvalg i Uefa, siger fodboldkommentatoren.

- Men det er en person, som på den storpolitiske scene, er ukendt, og når man har læst hans valgoplæg, er det heller ikke, fordi han strør om sig med store konkrete løfter, tværtimod, så vi er nødt til at vente med at se, i hvilken retning han går, siger Liniger.

- Hvad han ellers vil i form af større gennemsigtighed, demokrati og åbenhed omkring processerne, hvilket er det DBU arbejder for, det ved vi faktisk ikke. Han har nogle hensigtserklæringer, men hvad han konkret vil gøre ved det, ved vi ikke.

Første opgave klar

For nylig blev strukturen i Champions League lavet om gældende fra 2018 til fordel for de store klubber i Europa, mens det bliver sværere for de små lande at få hold i CL. Det har Aleksander Ceferin lovet at lave om.

- Hans første opgave er helt klar, for det er dét, han har vundet valget på: At sørge for at de store og mellemstore lande får en større del af Champions League-kagen, enten i form af flere pladser i Champions League, eller i form af flere penge, siger Liniger.

Kan han indfri det valgløfte?

- Der kommer helt sikkert til at ske noget. Allerede i eftermiddag er landene blevet hasteindkaldt til et møde, hvor man vil diskutere CL-strukturen, og hvor man vil undersøge, hvilke åbninger der er.

- Der er flere muligheder for at ændre det: Man kan tage pladser fra de store lande, hvilket ikke er så realistisk. Man kan måske udvide CL,eller man kan lave en omfordeling af pengene. Men sikkert er det, at han kommer ikke til at slippe, der kommer til at ske ændringer, siger Liniger.

DBU valgte at stemme til fordel for Aleksander Ceferin, og valget kan da også bliver en fordel for Danmark, mener Henrik Liniger.

- Det er godt for Danmark og dansk fodbold, hvis CL-formatet bliver ændret fra 2018. Vi er i en situation, hvor FCK spiller CL, men man må erkende, at det bliver noget nær umuligt for Superliga-holdene at komme i CL. Hvis han kan ændre på det, er det positivt for Danmark, siger Liniger.

- På papiret er det fint, at det er en præsident fra et lille land, som godt kan sammenlignes med Danmark, og som kender til de problematikker, man står med, når man ikke er et stort land.