Slovenske Ceferin bliver ny Uefa-præsident

Slovenske Aleksander Ceferin er valgt som ny præsident for Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa). Han erstatter karantæneramte Michel Platini.

Aleksander Ceferin er ny Uefa-præsident. (Foto: © YANNIS KOLESIDIS, Scanpix)

Aleksander Ceferin fra Slovenien er onsdag blevet valgt som ny præsident for Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) på en ekstraordinær kongres i Athen.

48-årige Ceferin fik 42 ud af 55 mulige stemmer fra medlemslandene og vandt dermed suverænt over sin hollandske modstander, Michael van Praag.

Ceferin erstatter karantæneramte Michel Platini og overtager resten af franskmandens valgperiode frem til marts 2019.

De 55 stemmer blev afgivet af Uefas 55 medlemslande. Tirsdag meddelte formanden for Dansk Boldspil-Union (DBU), Jesper Møller, at unionen ville stemme på Aleksander Ceferin.