Liniger: Blatter-sag kan føre til kæmpe Fifa-krise

Hvis anklagerne mod Sepp Blatter holder stik, kan det kaste Fifa ud i en kæmpemæssig krise, vurderer DR Sportens kommentator Henrik Liniger.

Straffesagen mod Sepp Blatter kan få store konsekvenser for Fifa, mener Henrik Liniger. (Foto: © Dr Sporten, DR Sporten)

Tidligere i dag meddelte schweizisk politi, at man har rejst en straffesag mod den afgående Fifa-præsident Sepp Blatter.

Statsadvokaten har fokus på Blatters uretmæssige underskrivelse af en tv-aftale med Jack Warner fra det caribiske fodboldforbund.

Derudover har Blatter angiveligt også foretaget en ’illoyal betaling’ på to millioner schweizerfranc til Uefa-præsident Michel Platini.

- Det er uhyre interessant, det her. Det interessante er, at det er første gang, det rammer Sepp Blatter personligt. Han har jo formået, hvis ikke at smyge sig uden om, så i hvert fald ikke at blive personligt involveret i nogen af de her anklager, siger DR Sportens kommentator Henrik Liniger.

- Det har ramt hans nærmeste medarbejdere og hans nærmeste politiske allierede, men nu ser det altså ud til at ramme Blatter selv. Det giver selvfølgelig en ny dimension i det. Har han personligt været involveret i tingene, ser det jo selvfølgelig sort ud for ham, og så må man også konkludere, at Fifa har været korrupt hele vejen til toppen.

Kan blive krise for Fifa

At straffesagens kernepunkt netop peger mod Caribien og Jack Warner kommer ikke bag på Liniger, og han mener samtidig, at sagen potentielt kan få enorme konsekvenser for Sepp Blatter og ikke mindst Fifas renomé.

- Hvis det holder stik, vil han jo sandsynligvis kunne straffes. Det er ikke overraskende, at de her sager har noget at gøre med Jack Warner og de caribiske og nordamerikanske forbund. Det har primært været omkring de forbund, at anklagerne har været.

- Hvis det viser sig, at den rejste straffesag mod Blatter kan vindes, så kan han straffes, og så står Fifa jo i en situation, hvor deres øverste politiker personligt er blevet straffet for at have gjort noget for egen vinding, og så står Fifa i en kæmpemæssig krise.

- Hvis det viser sig, at der er noget i de her anklager om transfer af penge, så vil det næste jo være, at man begynder at kigge på, hvad Blatters rolle har været i tildelingen af VM til Qatar og Rusland. To sager, som har haft megen interesse, men ikke har involveret Blatter personligt.

Sagen kan skade Platini

Inddragelse af Uefa-præsident Michel Platini er et andet interessant aspekt i sagen. Franskmanden betegnes nemlig som favorit til at vinde valget, når den næste Fifa-præsident efter Blatter skal vælges.

- Det behøver ikke at inkriminere Platini, det behøver ikke at være noget, som kommer til at få den store betydning. Men hvis han bliver mere involveret end som vidne, hvis der er ting, som peger mod ham, kan det selvfølgelig få betydning, siger Henrik Liniger.

- Det er jo ikke rart for Platini at blive sat i forbindelse med pengeoverførsler og Blatter, det er det ikke. Og han har jo selv en valgkamp, han skal i gang med for at blive Blatters afløser. Enhver dårlig omtale er jo med til at stække hans chancer, men som jeg ser det lige nu, behøver det her ikke have nogen betydning for ham. Men det er tidligt at sige.

Det internationale fodboldforbund har den seneste tid været centrum i en stribe problematiske sager og skandaler. Det fik tidligere Sepp Blatter til at melde sin afsked som præsident i Fifa.