Fifa sender Sepp Blatters højre hånd på orlov

Jerome Valcke er blevet løst fra sine opgaver med omgående effekt, meddeler Fifa.

Jerome Valcke på et smut på ufrivillig orlov. (Foto: © FAbrice Coffrini, Scanpix)

Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) har sendt generalsekretær Jerome Valcke på orlov.

Det meddeler fodboldforbundet på sin hjemmeside.

- Generalsekretær Jerome Valcke er blevet sendt på orlov og er blevet løst fra sine opgaver med omgående effekt.

- Fifa er desuden blevet gjort opmærksom på en række beskyldninger, der involverer generalsekretæren, og har bedt om en formel undersøgelse fra Fifas etiske komité, lyder det videre.

54-årige Jerome Valcke er højre hånd for den skandaleombruste Fifa-præsident, Sepp Blatter, der på grund af en stor korruptionssag i Fifa-regi er blevet tvunget til at gå af.

Franske Jerome Valcke har været generalsekretær i Fifa siden 2007.

Sepp Blatter har været Fifas præsident siden 1998, og før det var han forbundets generalsekretær i 17 år.

Valckes navn nævnt

Jerome Valcke havde allerede kraftigt antydet, at han regnede med at smutte sammen med Blatter, når Fifa i februar næste år vælger ny præsident.

Valckes navn har været nævnt i forbindelse med nogle mistænkelige pengeoverførsler fra Fifa under den igangværende undersøgelse af anklager om bestikkelse og korruption i forbundet.

Korruptionssagen i Fifa handler om, at en række af forbundets topfolk står anklaget i forskellige sager om bestikkelse til et samlet beløb på mere end 150 millioner dollar - over en milliard kroner.

Adskillige Fifa-topfolk blev arresteret, få dage før Fifa i maj genvalgte Sepp Blatter som præsident.

På grund af sagen måtte den magtfulde schweizer senere meddele, at han vil trække sig tilbage i februar næste år, hvor Fifa altså vælger en ny præsident.

/ritzau/