Mandag kunne Qatar-klubben Al-Rayyan oplyse, at man er blevet enig med den danske træner Michael Laudrup om en kontrakt.
Det kan også meget vel være, men danskeren afviser dog at have skrevet under på noget.
- Jeg har ikke underskrevet nogen kontrakt. Ikke med Al-Rayyan, Valencia eller nogen anden, skriver Michael Laudrup i en kortfattet mail til Ritzau.
Al-Rayyan skriver på klubbens hjemmeside, at man vil komme med flere informationer om kontrakten med Michael Laudrup, da man i første omgang ikke har oplyst noget om kontraktens længde.
I en mail til Ritzau skriver Laudrup dog, at han ikke er på vej til Qatar lige med det samme.
- Lidt svært når jeg er på vej til Barcelona for at deltage i et program på spansk tv i aften (mandag, red.).
- Og onsdag skal jeg kommentere Gladbach-Barcelona i Champions!, skriver Laudrup med henvisning til Champions League-kampen mellem Borussia Mönchengladbach og FC Barcelona i Tyskland.
Laudrup har tidligere trænet i Qatar, hvor han stod i spidsen for Lekhwiya i 2014 og 2015. Siden da har Michael Laudrup stået uden job.