Den danske fodboldtræner Michael Laudrup bliver af spanske medier kædet sammen med trænerjobbet i Valencia, som har været ledigt siden tirsdag aften, hvor Pako Ayestarán blev fyret efter en katastrofal sæsonstart med fire nederlag.
Laudrup ser det som noget positivt at blive sat i forbindelse med trænerjobbet i storklubben. Det skriver han i en mail til Ekstra Bladet.
- Det er på samme tid positivt som trist, når man bliver nævnt i forbindelse med et job i fodboldverdenen, når sæsonen er gået i gang, skriver Michael Laudrup.
- Positivt fordi man bliver nævnt til et job, som rigtigt mange personer gerne vil have. Man skal huske på, at der kun er 20 af den slags job i de fleste fodboldlande. Altså i den bedste række.
- Trist fordi det ofte betyder, at en kollega er blevet fyret fra sit job, hvilket naturligvis er et fagligt nederlag for den person, uanset hvor meget man så får i "gyldent håndtryk", skriver Laudrup i mailen til Ekstra Bladet.
Ingen yderligere kommentarer
Han afviser dog at gå nærmere ind i detaljer om, hvorvidt han er interesseret i jobbet.
To gange tidligere har han været træner i Spaniens bedste fodboldrække, da han stod i spidsen for Getafe og Mallorca. Som aktiv spillede han for Barcelona og Real Madrid.
Laudrups seneste trænerjob var i Lekhwiya SC fra Qatar. Her stoppede han i sommeren 2015.
/ritzau/