Wales ser frem til danske sekundaspillere: ’Bliver nemmere uden Eriksen’

Forsvarsspiller James Chester glæder sig over, at Danmark øjensynligt stiller uden stjerne mod Wales på søndag.

James Chester fra Wales glæder sig over udsigten til at slippe for Christian Eriksen. (Foto: © Andrew Boyers, Scanpix)

Det er et alternativt fodboldlandshold med spillere fra 2. division og futsal, som DBU har sendt til venskabskamp i Slovakiet onsdag aften. Søndag venter der en Nations League-kamp mod Wales, hvor der pludselig er noget på spil.

De walisiske modstandere vil ikke blande sig konflikten mellem DBU og Spillerforeningen og de problemer, den har medført, men man glæder sig over udsigten til ikke at skulle stå overfor stjernespillere som Christian Eriksen fra Tottenham.

- Det vil uden tvivl blive en nemmere kamp uden Eriksen. Han er en af de bedste spillere i Premier League. Det viste han også ved VM, siger forsvarsspiller James Chester ifølge Evening Express.

- Det går ikke så godt derovre i øjeblikket, men det har ikke noget med os at gøre. Vi er i Danmark på søndag, uanset hvilket hold de vælger, og vi går efter at vinde, uanset hvem der spiller.

Wales landstræner, den tidligere stjernespiller Ryan Giggs, vil ikke blande sig i, hvad det danske fodboldforbund døjer med af problemer på hjemmefronten. Går til opgaven på samme måde, som hvis Danmark stillede med det normale landshold.

- Hvad der end sker derovre, så kommer der nok styr på det. Jeg forbereder mig til kampen, som jeg plejer, siger Ryan Giggs ifølge Wales’ fodboldforbunds hjemmeside på et pressemøde tirsdag.

Danmark spiller venskabskamp mod Slovakiet onsdag klokken 20.45, men Wales venter i Nations League søndag klokken 18.00. Begge kampe kan følges på Kanal 5, i Liga på P3 og i livetekst her på dr.dk/sporten.”