Selvom mange fans og eksperter er kritiske omkring Fifas beslutning om at udvide VM fra 32 hold til 48 ved slutrunden i 2026, så er der også mange, som udtaler sig positivt. En af dem er VM-legenden Diego Maradona.
- Det virker som en fantastisk idé. Det vil give flere hold mulighed for at være med. Hold som aldrig har spillet på det niveau før, forklarer den tidligere argentinske verdensstjerne.
Den samme positive holdning har Carlos Puyol, der vandt VM med Spanien i 2010.
- Det er fantastisk. Jeg mener, at VM-slutrunden er en hyldest til fodbolden, og jo flere hold, der er med, jo flere fans vil komme og fejre fodbolden. Jeg synes kun, det er til det bedre, siger den tidligere FC Barcelona-forsvarer.
Fifa har stadig ikke offentliggjort strukturen, men det bliver 16 grupper med tre hold i hver.