Det er skidt for det danske landshold, at både Kasper Dolberg og Nicolai Jørgensen har måtte melde afbud til søndagens VM-kvalifikationskamp mod Rumænien på grund af skader og er vendt hjem til Holland.
Til gengæld er det godt nyt for FCK-spilleren Andreas Cornelius, der dermed skal være spydspids i det danske angreb. Den store angriber nyder ovenikøbet presset på ham.
- Jeg kan godt lide det. Man mærker lidt ekstra spænding og sådan, når folk forventer, at jeg skal ud og præstere, siger Andreas Cornelius.
Internationalt niveau
Landstræner Åge Hareide har heller ingen betænkeligheder ved at sende Andreas Cornelius på banen i den vigtige landskamp i byen Cluj i Transsylvanien.
- Andreas har leveret for FCK på internationalt niveau. Han er selv klar over det, og man kan se, at han mener det, når han siger, at kan leve med at skulle levere, siger Åge Hareide.
Landskampen mellem Rumænien og Danmark spilles søndag klokken 20.45. Du kan se kampen på Kanal 5 eller lytte med i LIGA på P3.