Ny hovedpine for Hareide: Nicolai Jørgensen forlader landsholdslejren

Åge Hareide må også undvære Nicolai Jørgensen i den vigtige VM-kvalifikationskamp mod Rumænien.

Nicolai Jørgensen bliver ikke klar til Rumænien (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

Nicolai Jørgensen bliver ikke sin skade kvit og må sidde over, når Danmark spiller VM-kvalifikationskamp mod Rumænien søndag aften.

Det bekræfter landstræner Åge Hareide overfor DR Sporten.

- Vi havde gerne set det gå, men vi er fortrøstningsfulde. De andre angribere har set skarpe ud til træning, lyder det fra Åge Hareide.

Feyenoord-spilleren har den seneste uge været meldt tvivlsom til opgøret grundet muskelømhed, og nu er det altså definitivt, at angriberen ikke bliver klar.

Indkalder ikke erstatning

Nicolai Jørgensen har ellers været brandvarm for Feyenoord i Æresdivisionen i denne sæson, hvor danskeren med 19 scoringer er topscorer i den hollandske liga.

I forvejen har Ajax-skarpskytten Kasper Dolberg måttet melde afbud til Rumænien-kampen med en lignende skade, så Åge Hareide må tænke i alternativer søndag aften.

Der vil ikke blive indkaldt andre angribere, end dem der allerede figurerer i truppen, meddeler DBU.

Landstræneren har nu mulighed for at bringe enten Martin Braithwaite, Andreas Cornelius, Lasse Vibe, Pione Sisto eller Marcus Ingvartsen i spil til angriberpositionen.