Udsolgt Parken: DBU politianmelder sortbørshajer

Playoff-kampen hjemme mod Sverige blev udsolgt på rekordtid. Nu vil DBU slå ned på sortbørshandel med de eftertragtede billetter.

Daniel Agger og Simon Kjær skal til november forsøge at holde styr på Zlatan Ibrahimovic. (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

Interessen for playoff-kampen til EM mellem Danmark og Sverige til november har vist sig enorm. Onsdag blev samtlige billetter til opgøret i Telia Parken mellem de to arvefjender revet væk på rekordtid.

Der er dog stadig billetter til salg. Af den ulovlige slags. Billethajer har på det sorte marked sat billetter til salg for op til over 3000 kroner for en billet.

DBU sætter nu ind overfor sortbørshajerne.

- Det er dybt uacceptabelt, at der er folk, der udnytter den store efterspørgsel på billetter til at tjene penge på det sorte marked. Det er urimeligt og unfair over for dem, der gerne vil se landsholdet spille, udtaler Jacob Lauesen, chef for forretningsudvikling til DBU's hjemmeside.

- Først og fremmest politianmelder vi alle, der sætter billetter til salg på det sorte marked. Derudover bliver de udelukket fra at købe billetter til fremtidige landskampe. Vi går også ind og spærrer de billetter, der er på det sorte marked, så man ikke kan komme ind på stadion med dem, siger Jacob Lauesen.

Kampen mellem Danmark og Sverige spilles den 17. november 20:45.