Interessen for kampen mellem Danmark og Sverige har været enorm, siden det ved lodtrækningen i Nyon blev slået fast, at der er lagt op i til en dansk-svensk nabodyst i jagten på en af de resterende EM 2016-billetter.
Derfor tog det også mindre end to døgn, før der kunne meldes udsolgt – og det på trods af, at man fra DBU’s side i første omgang lod folk med sæsonkort og såkaldt loyale tilhængere få forkøbsret på de 25.000 billetter, der var sat til salg.
- Lige præcis til denne ene kamp havde det ikke gjort noget, hvis Parken havde været dobbelt så stor eller endda tre gange så stor, siger Jacob Lauesen, der er chef for forretningsudvikling i DBU.
- Der har været en kæmpe interesse, og hvis man kan lave en udsolgt Parken alene på dem, der har været inde at se kvalifikationskampene, så tør jeg slet ikke tænke på, hvis de var blevet sat i udbud til hele landet, fortsætter han.
I alt var 25.000 ud af de 37.000 pladser i Parken sat til salg, men i første omgang var de altså forbeholdt alle dem, der i løbet af EM-kvalifikationen havde købt billet en hjemmekamp. Alle andre ville først have fået muligheden for at købe de resterende billetter fra og med torsdag.
Minimal chance
En beslutning, som man i DBU ikke fortryder, selvom der har været kritik af den.
- Nogle gange kommer der kampe, hvor billetter er en knap ressource, og der mener vi faktisk, at det er helt fair, at det er dem, der har støttet landsholdet i at komme frem til den playoff-kamp, også er dem, der først og fremmest får muligheden for at købe billet, forklarer Jacob Lauesen.
Sidste skud i bøssen for de landskamp-hungrende masser er dermed den venteliste, som DBU nu opretter. Der kan man blive skrevet op og så ellers krydse fingre for, at der findes folk derude, der har købt billet og så af den eller anden grund fortryder og i stedet returnerer dem.
- De vil blive afviklet efter først til mølle-princippet, men man skal ikke regne med, at det er store antal, der kommer tilbage, lyder den nedslående besked.
Kampen mellem Danmark og Sverige spilles den 17. november klokken 20.45 i Telia Parken. Inden da spiller de to hold på Friends Arena i Stockholm den 14. november kl. 20.45.