Talentfuldt brødrepar fravælger dansk landsholdsfodbold

Det bliver Albaniens landshold og ikke det danske, der får glæde af de to Vejle-talenter Agon og Arbnor Mucolli.

Vejle Boldklub har leveret mange landsholdsspillere til det danske landshold. Brødreparret Mucolli har dog valgt det albanske. (Foto: © Claus Fisker, Scanpix)

Vejle Boldklub har gennem tiderne været en fin leverandør af spillere til det danske landshold, men i de senere år er der i takt med traditionsklubbens generelle nedtur ikke udviklet landsholdsspillere med rødder i Vejle.

To gode bud på kommende landsholdsspillere fra Vejle kunne have været brødreparret Arbnor og Agon Mucolli, men de to midtbanespillere har nu i stedet sagt ja til at stille op for Albanien. Det skriver bold.dk.

Storebror Agon Mucolli, der har været afsted med det albanske U20-landshold, forklarer, at det er en beslutning, der er taget med hjertet.

- Jeg har altid haft lyst til at spille for Albanien eller Kosovo, og så ringede Albanien, og det var en god mulighed for mig, siger Agon Mucolli.

- Det er følelser, der har gjort, at jeg har besluttet, som jeg har. Det har været en meget nem beslutning.

Kvalitet underordnet

Lillebroderen Arbnor var også inviteret med på det det albanske U20-landshold, men valgte at blive i Vejle for at pleje en skade, men han er klar til at pakke tasken, hvis der bliver ringet fra albanske fodboldforbund igen.

- Det handler om følelser. Det betyder noget specielt for mig at komme til at trække den albanske trøje over hovedet. Det er det, der fylder mest. Det handler ikke så meget om kvaliteten på de respektive landshold, siger Arbnor.

Arbnor Mucolli, der fyldte 18 år for nylig, står noteret for fire kampe på det danske U18-landshold, mens storebror Agon på 19 år har spillet 20 kampe på diverse danske ungdomslandshold.

De to brødre er først låst til ét land, når de har repræsenteret landet på A-landsholdsniveau.