Sisto: Jeg giver den altid gas – også på U21

Celta Vigo-magikeren Pione Sisto er i denne omgang med U21-landsholdet, men det får ikke dribleren til at skrue ned for ambitionerne.

Pione Sisto kan snildt se sig selv lave to mål mod Rumænien også. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Det går ufatteligt godt for det danske U21-landshold.

Fredag aften vandt de danske talenter 4-0 ude over Wales og med en sejr tirsdag aften over Rumænien, så er Niels Frederiksens mandskab kvalificeret til næste sommers EM-slutrunde.

Celta Vigo-spilleren Pione Sisto har været inde omkring det ’rigtige’ landshold, men det påvirker på ingen måde driblekunstnerens motivation, at han i denne omgang er med for U21-landsholdet, hvilket den tidligere FC Midtjyllandspillers to mål mod Wales da også vidner om.

- Selvfølgelig havde jeg håbet på at komme med A-landsholdet, men jeg har det helt fint med at spille U21. Jeg er ikke den type, der ikke koncentrerer sig, bare fordi jeg har prøvet noget større. Jeg giver den gas. Det kunne man også se i min præstation mod Wales. Det forstyrrer mig ikke, at jeg har spillet på A-landsholdet, siger Pione Sisto, der får ros af landstræner Niels Frederiksen for den fine kamp mod Wales.

Kender sin rolle

Hovedpersonen selv er da også ganske godt tilfreds, og vil ikke afvise, at der kommer to mål mere fra hans fødder mod Rumænien.

- Det er i hvert fald planen. Det er den slags, man håber på at byde ind med som offensivspiller. Forhåbentligt er der mere af det mod Rumænien, siger Pione Sisto, der er én af de spillere, der forventes lidt ekstra af på U21-landsholdet.

- Min rolle er som hos FC Midtjylland, at jeg skal være farlig på den sidste tredjedel af banen med mål og assist. Jeg har det fint med de forventninger, der er til mig. Det er en del af det, hvis man har gjort det godt, siger Sisto.

Danmark og Rumænien spilles på Aalborg Stadion. Har man ikke mulighed for at komme på stadion, så kan kampen ses på DR3 med optakt fra klokken 18:40.