Skadet Ajax-talent misser U21-landsholdets nøglekamp

Kasper Dolberg er ude med muskelskade. Han afløses af Mikkel Duelund fra FC Midtjylland.

(Foto: © VI-Images, VI-Images)

Danmarks U21-landshold i fodbold må klare sig uden Ajax-angriberen Kasper Dolberg i den afgørende EM-kvalifikationskamp mod Rumænien tirsdag.

Kasper Dolberg, som scorede til 4-0 i sejren over Wales forleden, bliver afløst af FC Midtjyllands Mikkel Duelund.

Dansk Boldspil-Union (DBU) melder på Twitter, at Kasper Dolberg "udgår med en muskelproblematik".

Danmark fører sin kvalifikationsgruppe med tre point foran netop Rumænien, og med en sejr i tirsdagens hjemmekamp er Niels Frederiksens tropper klar til EM næste år, selv om der resterer to kampe.

Kampen mod Rumænien spilles i Aalborg tirsdag klokken 18.45 og du kan følge den på DR3.

/ritzau/