Når det rumænske fodboldlandshold kommer til København for at møde Danmark i VM-kvalifikationen 8. oktober, bliver det med en ny mand på trænerbænken.
Rumæniens Fodboldforbund (FRF) har nemlig besluttet at ophæve kontrakten med landstræner Christoph Daum, efter at det står klart, at rumænerne er uden chance for at komme til VM i Rusland.
- På anbefaling fra det tekniske udvalg vil vi begynde processen med at forhandle opsigelsen af hr. Daums kontrakt, lyder det på forbundets hjemmeside.
Ingen chance for VM
Nu 63-årige Christoph Daum blev indsat i stillingen efter EM sidste sommer, og tyskeren fik til opgave at føre Rumænien til VM i 2018.
Selv om rumænerne var topseedet i VM-kvalifikationen, har holdet med blot ni point i otte kampe allerede udspillet sin rolle i forhold til Polen, Montenegro og Danmark.
Det er endnu ikke fastlagt, hvem der skal overtage landstrænerjobbet.
/ritzau/