Siden udnævnelsen som dansk landstræner har 15. november været markeret med et stort kryds i Brian Riemers kalender.
Omkring klokken 20:40 i aften er ventetiden ovre. Her kan han med lappen på brystet synge nationalsang med et fyldt Parken forud for sin første kamp som landstræner.
Lykkes det Brian Riemers tropper at slå de spanske europamestre, vil det danske landshold sikre både en plads i Nations Leagues kvartfinaler og en topseedning i den kommende VM-kvalifikation.
Der er med andre ord lagt op til, hvad Brian Riemer på et pressemøde torsdag beskrev som "en festdag" for ham personligt.
Den 46-årige dedikerede fodboldtræner har tidligere haft sin daglige gang i Parken som assistent i FC København og før stået foran store fodboldkampe med meget på spil i både Brentford og Anderlecht.
Men det er vand i forhold til det, der venter i aften.
- Det at gå ind i Parken, har jeg gjort mange gange før, men at gå ind som en del af det danske fodboldlandshold og repræsentere Danmark – på en fredag aften under lysene i et fyldt Parken. Det kan efter min mening ikke blive meget bedre.
- Derfor er det også en meget, meget speciel dag, som ikke kan sammenlignes med noget andet. I forhold til kilden i maven kan jeg da huske et par kampe i England, som har fået mig til at have lidt søvnproblemer, men nej. Jeg glæder mig meget, siger Brian Riemer.
En ønskemodstander
Sommerfuglene er der, men de er ikke usunde, forsikrer Brian Riemer, der er blevet skudt i skoene, at hans erfaringer som cheftræner er relativt beskedne.
Men de knap 22 måneder som chefstrateg i Anderlecht og godt fire år som næstkommanderende i Brentford har budt på kampe, der, i fodboldmæssig forstand, gjaldt liv eller død, oprykning eller nedtur.
Den erfaring tager han med ind til aftenens debut mod Spanien, hvor han vil se et modigt dansk landshold.
- Vi skal turde at gå ud og slå dem. Det er en meget vigtig ting, som jeg har lagt stort fokus på. Vi er nødt til at tro på det. Hvis vi ikke gør, hvem skulle så tro på det, siger Brian Riemer.
- Gør man det, så er forskellen ikke meget større, end at ting kan lade sig gøre.
Med de "rigtige, små greb" har landsholdet en god mulighed mod europamestrene, vurderer landstræneren, som tidligere har kaldt Spanien en ønskemodstander.
- Havde vi mødt et lavererangeret hold på hjemmebane, havde det været en kæmpefiasko med alt andet end en 5-0-sejr. For mig er det en rigtig fed måde at starte på, hvor vi kan slippe alt løs, og hvor vi har alt at vinde, siger Brian Riemer.
Ud over den videre deltagelse i Nations League og en plads blandt de førsteseedede i VM-kvalifikationen vil en dansk sejr samtidig gøre en ende på en trist historik mod Spanien. 31 år skal man tilbage for at finde den seneste danske sejr.
- Kan vi på min første dag på kontoret være med til at slette den negative rekord, så vil det være en drømmestart, siger Brian Riemer.
Følg aftenens landskamp direkte i LIGA på P4 eller i livebloggen på dr.dk. TV 2 viser kampen, som fløjtes i gang klokken 20:45.