Der er ingen tvivl om, hvem der har mest at spille for fredag aften i Parken.
De forsvarende spanske europamestre er sikret videre deltagelse i Nations League, mens det danske fodboldlandshold med en sejr over Spanien kan sikre netop det.
Uafgjort kan dog vise sig at være nok. Det afhænger af resultatet i kampen mellem gruppens to øvrige hold, Schweiz og Serbien, som spiller samtidig i Zürich.
Selvom landstræneren på torsdagens pressemøde understreger, at indgangsvinklen mod Spanien er en dansk sejr, fortæller Brian Riemer samtidig, at det kan ændre sig undervejs i kampen.
- Jeg kunne ikke forestille mig at sætte et hold op til at skulle gå ud og spille efter et resultat. Vi kommer for at vinde. Vi kommer for at vise os selv frem.
- Og så er det klart, at ting kan udvikle sig løbende. Og det kan også være, at de meldinger vi får, når der er 10 minutter igen, er noget, vi er nødt til at forholde os til. Den kløgt vil vi trods alt bringe med os. Men der er ingen tvivl om, at mentaliteten er, at vi kommer for at vinde, siger landstræneren.
Så I holder øje med den anden kamp?
- Vi holder øje med den, siger Brian Riemer.
Spanien skal opleve Parkens tynde luft
Formår herrelandsholdet at slå Spanien vil det være første gang, det sker, i 31 år, siden Danmark i 1993 vandt en VM-kvalifikationskamp.
Også Pierre-Emile Højbjerg har sat snuden op efter at gøre en ende på den negative statistik.
Skal den mission lykkes, kræver det hjælp fra lydtæppet i Parken, fortæller en spændt landsholdsanfører.
- At få lov til at møde europamestrene, måske et af de bedste hold i verden, på hjemmebane. At de kan få lov til at opleve den tynde luft, der kan være inde i Parken. Det glæder vi os til, siger Pierre-Emile Højbjerg.
Der fløjtes op til kamp klokken 20:45 fredag aften mellem Danmark og Spanien. Du kan følge landskampen direkte i LIGA på P4 samt på dr.dk. TV 2 viser opgøret.