Cristiano Ronaldo er i øjeblikket med afstand det største fodboldnavn i Portugal, der har fostret et hav af fremragende fodboldspillere.
Spillere som Rui Costa, Eusébio, Luis Figo, Paulo Futre begejstrede før Cristiano Ronaldo, men hvem skal tage over, når den 30-årige Real Madrid-stjerne før eller siden stiller støvlerne på hylden?
DR Sporten har bedt DBU's talentudviklingschef Flemming Berg, der i en årrække har boet og arbejdet i Portugal som talentspejder for den engelske storklub Chelsea, om at give tre bud på kommende portugisiske stjerner.
João Mário - 22 år, Sporting Clube de Portugal
- En meget spændende spiller. Har spillet i Sporting i alle sine ungdomsår, hvor han primært spillede i centerforsvaret, men alle os, der fulgte med, kunne godt se, at han ikke ville ende som centerforsvarer.
- Det ville han simpelthen ikke blive høj nok til. Så blev han 6'er, defensiv midtbane, men nu spiller han faktisk mest som en 8'er eller 10'er. Han er meget dynamisk, bevægelig og med god fart i fødderne.
- Der kan ikke gå længe, før han ryger til en stor europæisk klub.
- Han kan som type minde lidt om João Moutinho - João Mário er bare større og stærkere. Moutinho er jo meget lille.
Bernardo Silva - 21 år, AS Monaco
- Han er allerede røget afsted til Monaco, men er flasket op i Benfica. Lille venstrebensspiller. Meget, meget teknisk stærk. Gode driblinger, god til at sende afleveringer i dybden. Han er næsten allerede en stjernespiller, kan man sige, men han bliver en rigtig stor spiller.
- Han har så lavt et tyngdepunkt og skifter retning ekstremt hurtigt. Bevægelsesmønstrene er de samme og han er lidt samme type som Messi, men han dribler ikke fire-fem mand som Messi. Han dribler to - og så afleverer han.
Gonçalo Guedes - 18 år, S.L. Benfica
- Han bliver sammenlignet med Ronaldo. Han er kantspiller, men bliver også brugt centralt. Han er ung og spændende og bliver allerede nu brugt i Benfica. Han har spillet både Champions League og i den hjemlige liga, hvilket overrasker mig lidt, fordi han er sådan en, de altid har været en lille smule i tvivl om i Portugal.
- Han har været sent udviklet fysisk, så det har været en del af forklaringen på den tvivl, der har været om ham. Men den udvikling er kommet nu.
- Han har nogle helt specielle færdigheder. Hans spark brækker på samme måde som Ronaldos, han har hurtigheden til at gå én mod én og der er i det hele taget mange lighedspunkter mellem ham og Ronaldo. Enormt spændende spiller.