Danskernes guld ligger derude. På havets bund.
Det fortæller Åge Hareide. Men umiddelbart er der intet at se. På den lille sandstrand ved Overåsanden lige uden for bygden Hareid skyller det isnende havvand upåagtet fra fjorden op på det bemærkelsesværdige hvide sand.
Klart vand, vådt sand, stolte sneovertrukne fjelde, et ensomt mindesmærke. Men intet guld.
Åge Hareide insisterer. Fortæller historien med glød. Historien, der finder sted i fjorden ud for hans fødeby Hareid, og som blev en del af hans barndom. Om Slaget ved Hjørungavåg, om norsk heltemod, om dansk guld.
- Jomsvikingerne var danske krigere, lejesoldater, der en aften havde drukket sig fulde, blandet blod og lovet hinanden, at de dagen efter skulle angribe Norge. I Norge havde Håkon Jarl brudt med Danmark og Harald Blåtand, der ville kristne Norge, fortæller Åge Hareide om hændelserne i slutningen af 900-tallet.
- Den danske flåde drog op til bugten ved Hareid og kæmpede mod Håkon Jarl og tabte stort. Alle danskere blev halshugget undtagen én, der blev skånet, fordi han sagde, han ikke ville have blod i sit hår – det kunne Håkon Jarl ikke stå for. En anden sprang over bord med Jomsvikingernes guldkiste, fortæller han.
- Da vi var børn, fik vi at vide, at guldkisten aldrig var blevet fundet og stadig var derude. Den guldkiste dykkede vi efter, da vi var små i håbet om at finde den. Vi badede og dykkede inde i den lille fjord og håbede, vi kunne finde guldet på havets bund, griner Åge Hareide.
Han fandt aldrig danskernes guld i sin barndom. Måske er kisten stadig derude i fjorden, der pulserer smukt og barskt ved Hareid på øen Hareidelandet omkranset af fjelde i det ø-fyldte, fjordrige nordvestlige Norge. Den 62-årige nordmand har endnu ikke opgivet at finde det danske guld. En søgen, der nu foregår i Danmarks nationalstadion, Parken.
---------------
- Jeg har altid spillet eller trænet klubber i byer, der lå ved havet. Det er bevidst. Jeg ved ikke, om jeg kan klare at bo inde i landet. Jeg har behov for havet, det er en søgen, en længsel. Havet er aldrig helt stille. Også selv om det er stille, er det aldrig stille. Det er fascinerende, for det er som livet, det flyder af sted, det bevæger sig hele tiden. Det er også sådan, jeg er. Konstant i bevægelse, et frit og åbent menneske.
- Jeg bryder mig ikke så meget om storbyer. Jeg kan lide natur og frihed. Jeg kan lide at tage ud på en båd, ud på havet og tale med alle de gamle folk der skal ud og fiske. Det er friheden, stilheden, for jeg har så mange folk omkring mig hele tiden. Tilskuerne, journalister, sponsorer, spillere, så jeg opsøger stilhed. At kigge på fjeldet, på naturen. Det er en del af mig.
- Når man er i fodboldens verden, har man brug for stilhed og at komme væk. Da jeg skulle se en kamp i Herning for nylig, kom jeg til Silkeborg sent om aftenen, men alligevel gik jeg en lang tur ved søerne. Man opsøger stilheden, man tager op på et fjeld. Naturen er mit teater.
---------------
Når der er drama, er det naturen, der spiller hovedrollen i Sunnmøre, der er området, hvor Åge Hareides barndomsby Hareid på øen Hareidelandet ligger. Derfor er ruten fra Molde, den største by i området og Hareides nuværende bopæl i Norge, til Hareid en visuel og legemlig rejse gennem et lærred opfyldt af elementernes farver, landskabelige dybder og naturmæssigt perspektiv.
Åge Hareide tager turen tit. Først en lille færge fra Molde over Moldefjord til Vestnes. Glidende lydsløst op ad de snævre fjorde omfavnet af snedrysset fjelde tilsat en menu af ”svele og kaffi” samt ”lapskaus eller ferdapølse med surkål” på færgen. Fra Vestnes er der en times kørsel over et snedækket landskab med småbygder på fjeldskråninger, dramatisk skåret op af fjorde til begge sider, mens en håndfuld tunneller over og under vand bryder det nordlige vinterlys. Og når man ikke kan komme længere med bil, venter en endnu mindre færge fra Sulesund til Hareid over Sulafjorden.
Når båden lægger til i Hareid, er der intet, der indikerer, at man er havnet i den danske landstræners fødeby, bortset fra at byen er navngivet efter den gård, som Åge Hareides oldefar grundlagde.
Omkring 5000 indbyggere, en benzintank, noget der minder om en hovedgade, som kan køres igennem på ét minut, med en håndfuld butikker, og så alle husene placeret op ad et lille fjeld med udsigt til fjorden, færgen og den endeløse horisont.
Alle kender ham dog. Og rygtet siger, at Åge Hareide er i byen, fordi han skal holde et foredrag i den lokale Rotary-klub. Det har været annonceret i den lokale avis, og i den lille by glæder man sig.
------------
- Når jeg er i Hareid, tager jeg altid på kirkegården. Der ligger min mor og min far og min bedstemor og bedstefar og hele familien. Jeg er altid der en gang om året. Det er mest en slags symbolik og respekt for mine forældre.
- I min barndom havde vi altid nok af alt. Min far var fisker, det samme blev min bror, og var altid ude på havet. Måske var han heldig på havet, han var i hvert fald med på de både, som gjorde det godt, og han var ude hele året. Først var det sildefiskeri her i Hareid, så rejste han til Grønland efter torsk eller sæler, og først om sommeren så jeg ham, hvorefter han igen drog til Grønland efter torsk og kom så hjem til jul.
– Min far var en af de første til at fiske ved Newfoundland, og han jagtede hvalrosser og isbjørne på Svalbard. Han forliste som 16-årig i Ishavet. Han var meget heldig, at han overlevede, for båden gik ned. De blev reddet af en anden båd, og det var rent held, at den båd, der reddede dem, var lige i nærheden.
- Alle fra min fars slægt arbejdede med havet, var knyttede til havet. Min oldefar byggede langs kysten og købte den gård på Hareid, hvor jeg voksede op med min bedstefar, min far og mor. På min mors side var de fleste knyttet til fodbolden. Min bedstemor var tante til den første landsholdsspiller fra øen.
- Jeg havde selv tanker om at drage til søs, at drage ud i verden på havene, men fik ikke lov til det af min far. Han ville have, jeg skulle blive på land. Min bror gik havets vej og blev senere teknisk chef i et rederi.
- Jeg er den eneste, der er gået fodboldens vej i min familie. Jeg var meget interesseret i både fodbold og fiskeri. Jeg og alle mine venner er vokset op på havet, og mange af dem endte i fiskeri. Man kunne tjene gode penge på fiskeri, og det var den rette vej på øen for de fleste. Det var ret usædvanligt at blive på land og spille fodbold, og jeg kan huske min far sagde, at du skal finde dig et erhverv, man kan tjene penge på. Han havde ikke tro på fodbolden.
- For mig var det jo en leg. Min far gav mig en bold fra Hongkong, som jeg brugte så meget, at han måtte male den ene husvæg hvert år, fordi jeg konstant skød op ad den, ligesom vores frugttræ kun havde frugt på den ene side, fordi jeg spillede bold op ad den. Jeg arrangerede kampe, cyklede mange kilometer for at spille de kampe, vi spillede rundt omkring på øen. Jeg organiserede alt og dømte endda også – bestemte alt.
- Jeg voksede op dengang, de engelske tipskampe blev transmitterede i Norge. Inden da var det kun Europa Cup-finalerne, der blev vist. Inderst inde ville jeg være som dem, jeg så i fjernsynet. Det var mit mål. Da jeg så kom på u-landsholdet første gang tænkte jeg, at jeg ville spille på landsholdet. Jeg har altid sat mig mål for at opnå ting.
- Jeg vidste, jeg måtte væk fra Hareid. Jeg vidste, jeg måtte tage et andet sted hen for at opfylde mine drømme både om uddannelse og fodbold. Molde var ikke så langt hjemmefra, men langt nok til at have mit eget liv og komme væk fra mors køkkengryder. Det var vigtigt at stå på egne ben.
--------------
Stoltheden er proportionalt med kendskabet. I Hareids boghandel siger ekspedienten, at de er stolte af Åge Hareide. Men hans bog ”Fotball - Fornuft og Følelser” har de ikke længere, efterspørgslen er ikke så stor. Prøv på biblioteket og tag op og se hans barndomshjem op ad fjeldet, lyder opfordringen.
Alle butikker ligger ved byens største vej helt nede ved havet, og det lille bibliotek er placeret i rådhuset samme sted. Bibliotekaren kan ikke finde Hareides bog, for selv om den omhandler hans liv og karriere, er den hverken placeret under biografier eller sportsbøger. Hun finder den ved lokalsamlingen.
Åge Hareide forlod Hareid som 22-årig for at uddanne sig i økonomi i Molde, blev revisor, har haft forskellige job så som guide på fodboldture, bankmand med speciale i finansiering af fiskerbåde, leder af en erhvervsorganisation, har stillet op til valget til Stortinget, har siddet i byrådet i Molde for partiet Høyre, har været professionel spiller i England og har samtidig vundet mesterskaber som træner i alle de skandinaviske lande.
Balancen mellem fodboldlivet og det normale liv har altid været en udfordring for Hareide. Et had/kærligheds-forhold til fodboldverdenen har ført til en indre kamp, hvor fodbolden ikke altid har stået som sejrherre. En kamp mellem civilisation og natur, der har ført til, at Hareide adskillige gange har udmeldt, at han nu stopper sin træner-karriere.
I bogen ”Fornuft og Følelse” opstiller Hareide 12 læresætninger baseret på hans erfaring i fodboldlivet og det almindelige liv. Et af disse punkter er, at ”fodbold er ikke alt”. Et punkt han skrev, da han fandt ud af, hans kone Annabjørg havde kræft.
---------------
- Pave Benedict har sagt: ”Fodbold er det vigtigste af det uvigtigste på denne jord.” Det er fantastisk sagt, for det er netop lige dét; fodbold er vigtigt, men det er ikke vigtigt nok. Og det har jeg altid sagt til mig selv også. Når man har tabt en kamp eller mister et trænerjob, så er der altid en ny chance, men hvis man bliver syg, så får man måske ikke en chance til i livet, og så er fodbold bare ikke vigtigt.
- Jeg har kammerater, jeg har spillet sammen med, som er døde af kræft, og de får altså ikke en chance til. Folk bliver arbejdsløse, jobs forsvinder, en families økonomi, der ikke holder – det er krise. Vi er i underholdningsbranchen, fodbold skal underholde folk, de skal have det godt og glemme deres hverdag. Vi er cirkus for dem, så de kan forsvinde ind i en patriotisme og begejstring over at have noget samle sig omkring, fattig som rig, gammel som ung, bare være der i 90 minutter. Som romerne havde Colosseum.
- Nogle gange har jeg bare været ked af det og træt af det hele og har villet væk fra fodbolden. Andre gange, i 2012, da jeg var i Helsingborg, var vi i Twente til en EL-kamp, og efter jeg kom hjem, tænkte jeg nej, nu har jeg rejst nok. På det tidspunkt havde min søn fået en multi-handicappet datter. Jeg havde behov for at hjælpe, bo i byen og være i nærheden, for jeg følte, at min søns familie behøvede hjælp. At få et handicappet barn er en tragedie i sig selv, og det var et hårdt slag for de unge, så jeg ville hjælpe. Jeg bestemte mig at stoppe som træner og flytte til Molde.
- Men så stabiliserede tingene sig samtidig med, at jeg ikke var hundrede procent tilfreds med min tilværelse. Jeg savnede spændingen, jeg savnede underholdningsbranchen. Jeg havde et fint job og fik tilbud om et endnu bedre job, hvor jeg kunne arbejde med olie og gas på en ø i nærheden.
Men mentalt var det ned ad bakke. Jeg kom som tilskuer til kampene i Molde, sad på stadion og kedede mig. Jeg var helt uinteresseret. Jeg sad bare og var forbandet. Det var helt forkert, det hele. Jeg kunne sidde og kigge ud på fjorden og se på færgerne sejle frem og tilbage, og da jeg begyndte at registrere, om de nu overholdt tiderne, blev jeg bange for mig selv og ville tilbage til cirkuslivet, de 90 minutter, at arbejde med folk og være aktiv.
- Jeg havde ikke meget tid til min egne børn, hvilket er noget, jeg godt kan fortryde i dag og har dårlig samvittighed over. Alle fædre har for dårlig tid, for man bruger tid på at etablere sig, at arbejde og at skabe et fundament. Når man så er nået i min alder, har man bedre tid, bedre økonomi og bedre alt, og derfor kan man bruge tid på sine børnebørn.
- Min far sagde altid, at man ikke kommer nogen vegne uden hårdt arbejde, og det er den vigtigste værdi jeg har taget med mig hjemmefra. Hvis man har en stor interesse eller passion og samtidig arbejder hårdt, så vil man næsten altid lykkes. Det har jeg som grundlæggende værdi – aldrig at give op.
- Problemet har været, at jeg ofte har hamret ind i spillerne, at vi skulle vinde, og så blev dét et fokus, i stedet for dét at præstere. Men for at vinde skal man jo præstere. Somme tider har den ild brændt for meget i mig, og ambitionerne var for høje – det blev sejr for enhver pris. I de seneste år er jeg blevet en mere afbalanceret person, jeg ser spillerne bedre som mennesker og ved mere om personerne.
- Jeg har vundet mange ting som fodboldspiller og som træner, men jeg har lige så mange gange endt som nummer to. De gange, jeg er blevet nummer to, har det givet mig energi til at arbejde på at blive nummer ét. Der er en kendt norsk sportsmand, som har sagt, at sølv er et nederlag.
- Det betyder, at du er næstbedst, men alle sportsmænd vil være bedst. Og det vil jeg også. Jeg vil vise, at jeg kan være bedst. Det har været en måde for mig at komme videre på. Aldrig at give op. I min sidste kamp som spillende træner i Molde tabte vi mesterskabet i sidste kamp i 1987. To år senere var jeg i pokalfinalen, den tabte vi efter forlænget spilletid. Så kom jeg til Helsingborg, hvor jeg igen tabte mesterskabet i sidste spillerunde. Så tænkte jeg: ”Hvad fanden er det her?”
- I Rosenborg vandt vi både mesterskab og pokalen i 2003, men missede CL-kvalifikationen til La Coruna. Jeg skal sgu ind i den turnering, tænkte jeg, og da jeg fik chancen i Malmö, havde jeg det i hovedet hele tiden, og det lykkedes. Det er lidt de samme tanker, og en af grundene, jeg er i Danmark som landstræner. Jeg vil brændende gerne have Danmark til VM, for det missede jeg i play off-kampene med Norge i 2005.
------------
- I København bliver du en mere kendt nordmand end Edvard Moser.
Sverre Bjåstad overrækker Åge Hareide Rotary-klubbens jubilæumsbog med disse ord som tak for, at han har underholdt knap 100 personer, som for de flestes vedkommende har en relation til Hareide som hans nabo, lærer, ven, kollega eller holdkammerat. Moser er en norsk psykolog, professor og nobelpristager.
Åge Hareide er vel allerede mere kendt end Moser i Danmark, men den danske landstræner henviser i sit foredrag til en mere kendt nordmand, polarforskeren Fridtjof Nansen, der blandt andet var den første til at krydse indlandsisen på Grønland, med bemærkningen:
- Man opnår intet, hvis man ikke vover.
Hvilket er en indramning af hele 62-årige Hareides karriere som træner, hvilket han fortæller om i foredraget i lokalerne Hareide Ungdomsdskole, som ligger ved siden af byens to fodboldbaner:
Opvæksten på Hareid, hans professionelle liv og tilværelsen i de skandinaviske lande med speciel fokus på hans tid i Malmö FF, hvor han samlede byens fragmenterede befolkning i en fælles Champions League-fest. Den gerning accentuerer Hareides nærmest missionerende tilgang til fodbold: Fodbold som et samlende fællesskab for et folk, en ny eller en nation.
----------------
- Danskerne er interesseret i landsholdet. De vil virkelig gerne, at det skal lykkes, og jeg er meget optaget af at forsøge at genskabe noget af det tabte, at skabe gejst og begejstring om landsholdet. Det er vigtigt for nationen.
- I dagens samfund er det vigtigt at have noget at samle sig omkring. Det oplevede jeg, da jeg var i Malmø og var kommet i CL. Så samlede byen sig omkring klubben, der var lyseblå farver overalt, og alle var stolte. Det er dét, nationen Danmark har brug for. De skal have noget at være stolte over, noget at samle sig om. Og idræt er samlende.
- Dét er vigtigt, hvis vi skal bevare en samfundsmodel, hvor vi passer på hinanden, hvor vi er optaget af hinanden og vores fællesskab, og hvor vi sørger for at have noget at se frem til, noget at glæde sig over. Fodbold er begejstring og glæde.
- I den forbindelse har landsholdet en mulighed for at gøre en forskel. Og det er ikke bare mit job, det er alles, der arbejder med fodbold, job. Når de unge går ud og spiller fodbold, er der mange frivillige, der hjælper dem. Det er ikke alle, der bliver gode fodboldspillere, men de bliver gode ledere og gode samfundsborgere, og dét er der behov for i vores samfund.
- Det ville være at tage en for stor opgave på sig at sige, at landsholdet skal forbedre Danmarks image ude i verden. Jeg tænker i hvert fald ikke i den retning. Jeg tror, at de skandinaviske lande med vores demokrati og venlighed har et relativt godt omdømme i udlandet på trods af flygtninge-problematikken.
- Flygtningespørgsmålet er et enormt svært og kompliceret spørgsmål. Det handler om organisering og penge, og det er vanskeligt for Europa. Men folkevandringer har været en del af verden lige siden Jesus’ tid. Historien gentager sig ofte, og den gentager sig altså nu. Hvordan det skal løses, har jeg ikke svaret på, bortset fra at de skandinaviske lande ikke har haft en plan eller organisation, og derfor er det ærgerligt, at de er blevet så restriktive, men det handler naturligvis at hjælpe dem, der virkelig har behov for det.
- Når jeg siger, jeg vil genskabe den positive stemning, der var omkring Danmark 1980’erne, er det jo med tanke på de danske fans, der skabte begejstring i hele verden. De var hyggelige, venlige, småfulde, glade og uskyldig, og det førte til en meget positiv stemning omkring Danmark i modsætning til hooligansene voldelige adfærd i England.
- Idræt er et samlingspunkt for alle mennesker uafhængig af racer eller religion, eller burde i hvert fald være det. Det er ofte racer og religion, der skaber modsætninger i samfundet, og det er lidt synd, for det er altid de slemme, der får overskrifterne og løber med dagsordenen. Det er altid fundamentalisterne, der sætter dagsordenen, og det er virkeligt ærgerligt.
- Hvis man ser på Europa, er der 25 procent af unge, som er uden job. Det er klart, at det skaber nogle mennesker, som er skuffede over samfundet, og det skal de have ud på en måde. Derfor er det vigtigt at samle folk omkring sporten med glæde og begejstring. Dér tror jeg, at vi kan gøre en forskel, hvis vi vinder fodboldkampe. Landsholdet kan helt sikkert gøre en forskel samfundsmæssigt.
- Vi skal minde os selv om, at vi har store talenter, der spiller for landsholdet, og som kan agere forbilleder for andre unge mennesker. Netop dét er vigtigt at få ud endnu mere, og det er dét, vi skal kigge på nu. Begejstring og gejst. At være åbne over for fans, at have noget at byde på over for omverdenen, at give noget af sig selv og være glade for at have det privilegium, at man som spiller får lov til at arbejde med fodbold.
---------------
I den ende af banen træner et drengehold, i den anden ende et pigehold. Og ude ved sidelinjen et ældre pigehold. Orange toppe, bolde, gjaldende fodboldklichéer i den kolde ø-luft, overtrækstrøjer, piger, drenge, trænere og kærlighed til fodbold. Også på en forblæst ø i det nordvestlige Norge.
- Her spiller omkring 300 piger i klubben, det er helt fantastisk, fortæller træner Kjetil Mork, der er en af mange frivillige trænere i Hareid IL, der udmærker sig ved at have bemærkelsesværdige mange ungdomshold.
I den indendørs hal ved siden af kunststofbanen bliver der trænet gymnastik, men det er fodbold, som er nationalsporten på øen, hvor klubben Hødd fra øens hovedstad Ulsteinvik er lokomotivet. Klubben spiller i næstebedste række, vandt pokalturneringen i 2012, og Åge Hareide fik debut for dette hold efter at have spillet for Hareid IL i sin barndom, da han var 16 år.
Klubhuset af træ står stadig. Gammelt og vakkelvornt. Det klubhus, som Hareide med sine venner om vinteren skrabede kitten af vinduerne af for at komme ind og spille bold i varmen for derefter at sætte vinduet på plads igen.
- Åge er et stort forbillede. Vi er stolte af ham. Det eneste problem er, at han er træner for Danmark, han bure været det for Norge, siger Kjetil Mork uden tanke på, hvordan det gik sidste gang Hareide var træner for det norske landshold og måtte trække sig.
------------
- Der er en væsentlig forskel på danskere og nordmænd. En forskel, man kan bruge som styrke i forhold til danskerne og på det danske landshold. Danskerne viser meget mere følelse, end nordmændene gør, og det, tror jeg, er en styrke og en svaghed, men mest det første.
- Da jeg var træner i Brøndby, kom der en spiller hen til mig og sagde, at han ikke kunne præstere, fordi han havde kærlighedssorg. Det har jeg aldrig nogensinde oplevet en svensk eller norsk spiller sige. At vise følelser er for danskerne en meget vigtig del, og hvis jeg forstår dét og ikke siger til ham fra Brøndby: ”Slap af, der findes masser af andre damer,” så har jeg ikke forstået spilleren. Danskerne er følelses-mennesker, og derfor må man prøve at spille på det; begejstring, gejst, hjerte – få det ud på en positiv måde.
- Også danskernes historie siger noget om danskerne. Da jeg boede i Danmark læste jeg mange bøger om kongerne og kongerækkerne, det er fascinerende historier. Helle Stangerup har skrevet om de danske konger, og Per Olav Enquist har jo skrevet om Struensee. Den danske historie er dramatisk. Der var jo 1864. Jeg mødte en af skuespillerne fra serien, Jakob Oftebro, der er nordmand, i lufthavnen, og vi snakkede fodbold. Det er en fascinerende historie bare sådan at angribe tyskerne. Det var virkelig en gal beslutning fra danskerne.
- Nordmændene er mere nationalistiske end danskerne. Vi er nogle af de bedste i verden i skiløb, Men vi tager frem vores flag, og det er vældigt nationalistisk og samlende. Somme tider kan det blive for eget so under OL i Lillehammer, eksempelvis. Det er ikke en negativ nationalisme, den er ikke fundamentalistisk. Måske skal vi tone det lidt ned en gang imellem, men vi har det så godt her, at vi sagtens kan have noget nationalfølelse. Jeg tror ikke, det er farligt, og det er længe siden, vi behøvede at slås eller gå i krig for den.
https://www.facebook.com/visitdenmark/videos/10153839380172279/
- Alle de grønne tage i København kommer fra kobberminer i Norge. Vi har været et land. Vi har en fælles historie. Og opfattelsen af danskere i Norge er, at I er hyggelige, venlige og sociale, der er intet negativt. I Norge er der kampagner, der fortæller, at det er godt at være nordmand i Danmark: Man viser øl, strande, god mad og glade danskere, der smiler under Dannebrog. Og Nyhavn er så fyldt af nordmand, at jeg prøver at undgå stedet.
----------------
I Hareid har de norske myndigheder placeret et center for flygtninge. Når man spørger nogle af dem om Åge Hareide, er der intet kendskab. Selv de to, der bevæger sig på strandbredden ved mindesmærket for Slaget ved Hjørungavåg lidt uden for Hareid.
Til gengæld er den norske kultur, natur og landskab ved at æde sig ind på dem, også selv om der ikke er så meget kultur at komme efter i Hareid. Det skulle lige være fiskeri som en kulturel institution. Selv om der er et pizzaria i Hareid, frister den norske madkultur med havets kulinariske åbenbaringer.
I Molde er der flere muligheder. Molde, hvor Åge Hareide har sin lejlighed, er en kulturby, hvor byens teater har en dansk direktør, hvor jazz’en flyder i takt med strømmen i fjorden, hvor kendte navne ”headliner” koncerter, og hvor restauranter en masse lokker med norske herligheder fra havet.
Selv på byens fodboldhold har kulturen været repræsenteret, da Åge Hareide var holdkammeret med krimiforfatteren Jo Nesbø i 1978. Forfatteren måtte dog opgive karrieren på grund af et dårligt knæ. Men krimi-fodbold-forbindelsen er stadig intakt. Nesbø ringede til Hareide, da krimimanden var i Madrid til en forfattermesse, mens Hareides Malmö FF skulle spille en CL-kamp mod Atletico Madrid. Han ville have billetter.
-------------
- Engang smed jeg et torskehoved ned i en spillers kurv. En efterårsnat var jeg ude at fiske i Moldefjord og fik fat i en kæmpe torsk. Vi skulle være to mand for at holde den, den vejede over 20 kg. Jeg skar hovedet af fisken og tog til træning klokken 10 næste morgen i Molde, hvor jeg var cheftræner. Spillerne har en kurv hver med håndklæder i, og jeg lagde så det hoved i vores svenske spillers kurv. Han gik i panik, for han skulle have et håndklæde, men i stedet så han et fiskehoved.
- Jeg laver ofte mad til min stab, det gjorde jeg også i Brøndby. Og det vil jeg også gøre til landsholdets stab. Jeg plejer at lave Bacalhau, en fiske-gryde, og det kommer jeg også til at lave til landsholdets stab. Den består af klipfisk, altså en torsk, som man salter og tørrer. Så skal den ligge i to døgn. Efter fisken kommer der kartofler, løg, spanske peberfrugter og tomater, og så bygger man næste lag med de samme ting. Den er stærk, men fantastisk. Når vi har vundet nok kampe, så laver jeg den gryde til landsholdets stab, måske i november
- Jeg elsker at lave mad. Jeg fanger hummere og krabber i fjordene, så holder jeg skaldyrsselskaber, det er helt fantastisk. Dengang jeg havde en båd tog jeg ud på havet med havde garn og ruser, at være derude alene var helt fantastisk. Sidst, jeg boede i København, var jeg ofte i Dragør for at købe kuller, og det kommer jeg sikkert til at gøre det igen.
- Inden jul var jeg med mit barnebarn inde og se noget børneteater i Molde. Der kom jeg til at tænke på, hvor meget teater minder om fodbold. Det er som fodbold på stadion. Det er lige her og nu. Det er fascinerende at se, hvordan skuespillerne kan leve sig ind og formidle en rolle og en historie, ligesom fodboldspillere har deres roller.
https://www.facebook.com/Landshold/videos/10153623873834545/
Fodbold er som et skakspil, hvor alle spillere har deres roller, nogle skal være tårne, andre løbere og andre igen dronning og konge. Hvem skal lave det grove arbejde, det fine, og hvem skal score målene?
-------------
Ved Gate 3 i den lille Årø Lufthavn i Molde venter flyvemaskine DY431 fra Norwegian. Det er tirsdag 15. marts. I køen venter den danske landstræner. Klassisk klædt, sin kuffert ved fødderne og konstant snakkende og hilsende på folk. Den sidste maskine ud af Molde for Åge Hareide, inden han samles med sine landsholdsspillere mandag.
-------------
- Jeg har stadig drømme. Jeg er aldrig stoppet med at drømme. At ville noget, at opnå noget. Man må skabe sin egne drømme. Lige nu har jeg kun én tanke, én drøm, og det er at få Danmark til VM. Alt andet er væk fra min sfære. Det er mod Armenien, vi skal fyre rumraketten af med alle de cylindre, vi har i maskineriet. Jeg ser frem i tiden og ser Armenien-kampen i Parken 4. september. Det er dér, det hele begynder.