Åge Hareide inden VM-brag: Uafgjort er ingen katastrofe

Landstræneren kan leve med uafgjort i Rumænien. Det er et par spillere ikke helt enige i.

Åge Hareide under en trænings-session i München, hvor landsholdet har forberedt sig på kampen på søndag. (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

Et blik på tabellen i VM-kvalifikationsgruppe E efterlader ikke meget tvivl. Et nederlag til Danmark mod Rumænien på søndag vil gøre vejen til VM 2018 så vanskelig, at det vil ligne en umulighed.

Stillingen i Danmarks gruppe.

Mens en førsteplads i gruppen giver direkte adgang til slutrunden i Rusland, kan andenpladsen måske udløse play off-kampe til slutrunden.

Samtidig med Danmarks kamp i Rumænien spiller Polen i Montenegro, og det resultat kommer til at få betydning for Danmarks chancer for især andenpladsen.

Under alle omstændigheder er en sejr nødvendig for Danmark.

Eller er det? Mens de danske spillere ikke er i tvivl om, at en sejr i Rumænien er nødvendig, så mener landstræner Åge Hareide, at Danmark godt kan leve med et uafgjort resultat i Cluj.

- Uafgjort er ingen katastrofe for os. Det er jo det næst dårligste resultat, man kan få, det bedste er at vinde, siger Åge Hareide til DR.

Det er forsvarer Peter Ankersen ikke helt enig i:

- Vi kan ikke nøjes med uafgjort. Vi går stenhårdt efter sejren. Der kan være omstændigheder ved kampen, hvor vi må acceptere uafgjort, men vi går stenhårdt efter sejren efter de 90 minutter, siger Ankersen, mens anfører Simon Kjær er enig med sin holdkammerat.

- Det bliver meget svært, men vores indgangsvinkel til kampen er, at den skal vindes. Vi skal vinde denne kamp, understreger Simon Kjær og fortsætter:

- Jeg synes ikke, vi er favoritter. Det er svært at spille her i Rumænien, og det er et goldt hold. Det bliver en interessant og en åben kamp, men jeg tror på vores kvaliteter, og der vil komme muligheder i kampen, vi skal tage. Jeg er optimist, siger han.

Rod i forsvaret

Peter Ankersen, der spås en startplads i kampen på søndag, mener, at chancerne for en sejr er fifty-fifty.

- Jeg kender ikke så meget til Rumænien. Jeg var med hernede for to år siden, hvor vi tabte 2-0, og dengang var det et godt hold, siger han.

- Jeg tror det er meget fifty-fifty. Rumænien er et uorganiseret hold, og der er rod i deres forsvar. Det gælder for os at tage teten, spille direkte og få dem til at løbe. Hvis vi kan det, har vi gode muligheder.

Rumænien og Danmark mødes i VM-kvalifikationsgruppe E på søndag kl. 20.45 i Cluj. Du kan se kampen på Kanal 5 og høre den i Liga på P3.