Nu går DBU efter spillere fra lavere rækker

Ifølge SportFyn har DBU rettet henvendelse til 1. og 2. divisionsklubberne i håb om at kunne stille et landshold onsdag.

Lykkes det DBU at samle et alternativt landshold, kan man forvente nogle andre ansigter end disse velkendte. (Foto: © Matthias Schrader, Scanpix)

Som DR tidligere mandag kunne berette, har DBU startet jagten på spillere, der vil stille op for Danmark i fraværet af de 23 spillere, som Åge Hareide har udtaget. DBU og Spillerforeningen har ikke kunnet nå til enighed om en aftale for denne uges landskampe, og det betragter DBU som et afbud fra landsholdsspillerne.

Ifølge mediet SportFyn har DBU dog ikke haft succes med at få andre Superliga-spillere til at trække i den røde trøje, og derfor retter unionen nu blikket længere ned i rækkerne. SportFyn er kommet i besiddelse af et brev, DBU har sendt til de danske klubber i 1. og 2. division, fordi man fattes landsholdsspillere:

- Det betyder, at vi i første omgang, helt naturligt, har taget fat i de danske spillere fra Superligaen, ved at sportsdirektørerne i Superligaen har videresendt et brev fra DBU til spillerne, citeres DBU’s elitechef Kim Hallberg for i brevet.

- Vi har som forventet, i lighed med konflikten med kvindelandsholdet sidste efterår, oplevet at SPF (Spillerforeningen, red.) mobiliserer alle kræfter for at få deres medlemmer til at være solidariske med spillerne på A-landsholdet, til trods for at dette ikke er en arbejdskamp. Bekymringen er derfor, om vi overhovedet når i mål, hvorfor vi ser os nødsaget til nu, at kontakte jer som ansvarlige i 1. og 2. division, og bede om samme støtte.

DBU bemærker i brevet, at interesserede divisionsspillere bedes vende tilbage senest klokken 19.00 mandag af hensyn til de videre forberedelser.