De danske chancer ved sommerens OL blev torsdag en anelse mindre, da den spanske storklub FC Barcelona annoncerede, at man har givet stjernen Neymar lov til at stille op for Brasilien ved de olympiske lege.
Det danske OL-landshold er i gruppe med netop Brasilien (og Irak og Sydafrika), men landstræner Niels Frederiksen er langt fra trist over nyheden fra FC Barcelona.
- Neymars tilstedeværelse beviser, at det her ikke er en andenrangsturnering i hans optik, i Brasiliens optik og i mange andres optik. Det er super spændende, at OL bliver profileret med nogle af spillets største stjerner. Vi håber jo også selv at kunne profilere turneringen med nogle af vores allerstørste talenter, siger Niels Frederiksen.
- Det bliver en stor opgave og spændende at måle sig mod en af verdens bedste. Brasilien prioriterer det her OL ekstremt højt. De har aldrig vundet turneringen før, så de vil gøre alt for at vinde OL på hjemmebane. Det bliver et super stærkt brasiliansk hold, vi kommer til at møde. Det er kun godt for turneringen. Det gør det også mere interessant for vores unge spillere, siger Niels Frederiksen.
Danske 'seniorer' ikke på plads
OL-landsholdene kommer til at bestå af spillere, der er født fra 1. januar 1993 eller senere samt op til tre spillere, der overskrider denne aldersgrænse.
Niels Frederiksen kan altså potentielt få spillere som Christian Eriksen og Kasper Schmeichel med sig til turneringen i Brasilien, men holdet er endnu ikke på plads.
- Det er endnu for tidligt at sige, men jeg håber da meget, vi kommer til at stille med nogle af dem, vi kalder vores største talenter, men jeg er stadig i dialog med både danske og udenlandske klubber. Vi kan nok først være mere konkrete om tre-fire uger, siger Niels Frederiksen.
Danmark møder i de to første kampe Irak og Sydafrika i den brasilianske hovedstad Brasilia, mens Neymar og Brasilien venter i den sidste gruppekamp, der spiller i Salvador. De to bedste hold i gruppen går videre til kvartfinalen.