Morten Olsen: Uforståelig beslutning af CAS

Landstræneren er forbløffet over, at den internationale sportsdomstol tildeler Albanien tre point.

Morten Olsen forstår ikke, at CAS har omstødt Uefas og tildelt Albanien tre point i EM-kvalifikationen. (Foto: © Ole Brink, DR)

En beslutning truffet af den internationale sportsdomstol CAS har gjort vejen til EM noget smallere for det danske fodboldlandshold.

Albanien har nemlig fået tildelt tre point, som de ellers var fratrukket af det europæiske fodboldforbund Uefa. Nu har både Albanien og Danmark 10 point i EM-kvalifikationen, og det undrer landstræner Morten Olsen.

- Vi kan stadig selv afgøre det, men jeg er meget uforstående over afgørelsen, for det gik os imod i 2007, siger Morten Olsen til Tipsbladet og refererer til ”baneløber-sagen”, hvor Danmark blev taberdømt i en kamp mod Sverige.

- Men sådan er situationen nu, der er ikke noget at gøre ved det. Det er sportspolitik og lobbyisme, og vi kan ikke gøre noget nu. Jeg forstår ikke beslutningen, siger Morten Olsen.

Endnu mere spænding i Parken

Sagen om de tre point stammer fra en kamp mod Serbien i oktober, hvor der blev fløjet en drone ind over banen med et storalbansk flag.

Det udløste en masse ballade, så kampen og blev stoppet og herefter valgte Uefa at hverken Albanien eller Serbien skulle have point efter kampen. Den beslutning er nu omstødt af CAS.

Derfor er der lagt op til endnu mere spænding, når Danmark og Albanien mødes i Parken den 4. september.

Albanien har nemlig spillet en kamp færre end Danmark, så derfor skal Danmark vinde for selv at kunne afgøre kampen om andenpladsen i gruppen, der giver adgang til EM.