Sportsdomstol omstøder drone-dom og tildeler Albanien tre point

Uefa besluttede, at både Albanien og Serbien skulle straffes, men det omstødes nu ifølge Albaniens forbund.

Em-kval, Beograd, Serbien - Oktober 14: En drone med et flag med albanske symboler flyver over stadionet i Beograd. Det startede uroligheder på tribunerne, som fik kampens dommer til at stoppe kampen. (Foto: © Anadolu Agency, 2014 Anadolu Agency)

Den internationale sportsdomstol, CAS, omstødte Uefas dom og tildelte fredag tre point til Albanien efter sidste års drone-skandale i Danmarks EM-gruppe.

Det bekræftede CAS fredag, mens det albanske fodboldforbund udtrykte stor lettelse på dets hjemmeside.

Begge hold får 100.000 euro (omkring 750.000 kroner) i bøde for deres andel i kampen, oplyser CAS fredag efter møder i Lausanne i Schweiz.

Albanien får medhold

Domstolen giver dermed det albanske fodboldforbund medhold, hvilket betyder, at Albanien får tildelt de tre point. Serbien taberdømmes og får 0-3 i målscore.

Oprindeligt var dommen, at Serbien fik en sejr på 3-0 efter kampen mod Albanien, men holdet fik også fratrukket tre point. Dermed fik ingen af holdene point ud af kampen, hvilket var en fordel for Danmarks EM-chancer.

Men begge hold appellerede i starten af året Uefas beslutning til den internationale sportsdomstol CAS. Afgørelsen blev flere gang udskudt, men var ventet fredag.

Op på siden af Danmark

Dermed rykker Albanien op på siden af Danmark med 10 point i kvalifikationsgruppen, men albanerne har spillet en kæmp færre end Danmark.

Dog har Danmark en bedre målscore og er dermed fortsat nummer to i gruppen, tre point efter duksen Portugal.

Skandalen fandt sted for snart ni måneder siden under opgøret mellem Serbien og Albanien, hvor spillet blev afbrudt efter 20 minutters spil.

Urolighederne begyndte, da en drone fløj ind over banen med et flag fra Storalbanien.

En serbisk spiller fik fat i dronen, hvilket udløste skænderier mellem de to holds spillere. Herefter blev banen invaderet af tilskuere, så spillerne måtte flygte til omklædningsrummet.

Danmark vandt på hjemmebane 2-0 over Serbien i juni og møder Albanien på hjemmebane i efteråret - helt præcist 4. september.

/ritzau/