Montenegro er maren som Danmark selv gav vinger

Landstræner Åge Hareide går til sin helt store eksamen mod Montenegro, som tidligt i kvalifikationen satte gang i onde mareridt om et VM uden Danmark.

Montenegro kan kvalificere sig til deres første slutrunde nogensinde. Danmark har en finger med i spillet. (Foto: © STEVO VASILJEVIC, Scanpix)

Ingen fodboldhold er nogensinde blevet tildelt en sejr på baggrund af statistik. Intet er som bekendt vigtigere i fodbold end mål, hvilket stod lysende klart, da Danmark for et år siden tog imod Montenegro i Parken i VM-kvalifikationen.

Danmark havde 19 skud mod mål, Montenegro havde 5. Danmark havde 12 hjørnespark, Montenegro ikke et eneste. Danmark havde 36 indlæg, Montenegro blot syv. Alt sammen i en kamp, hvor Danmark havde bolden 66 procent af tiden.

Det endte dog med at være så uendeligt ligegyldigt.

- Jeg husker den kamp for en skrækkelig dårlig første halvleg af Danmark. Det blev bedre i anden halvleg, hvor vi så til gengæld brændte ganske mange chancer. Der er ingen tvivl om, og det vidste alle allerede dengang, at lige præcis det resultat ville komme til at ride Danmark som en mare i resten af VM-kvalifikationen, siger Morten Bruun, tidligere landsholdsspiller og ekspert på Kanal 6, om 1-0-nederlaget, der blev grundlagt på en genialitet af Montenegros store stjerne Stevan Jovetic.

- Det resultat gav jo Montenegro vinger i en pulje, hvor det ret hurtigt stod klart, at Polen ville blive nummer et. Montenegros sejr i Parken gjorde, at de hele vejen i kvalifikationen har haft færten af, at de måske godt kunne slutte på den andenplads, siger Morten Bruun.

Montenegro fløj ganske rigtigt videre efter sejren over Danmark og viser ingen tegn på at dale. De tre seneste kampe i VM-kvalifikationsspillet er blevet vundet, 4-1 hjemme over Armenien, 3-0 ude over Kasakhstan og senest 1-0 hjemme i Podgorica over Rumænien.

- Det, vi ser i øjeblikket, er virkelig Montenegro i deres bedste udgave. Hele deres kampagne i VM-kvalifikationen har været præget af stor stabilitet, siger Morten Bruun, der som alle andre kan notere sig, at Montenegro står med gode kort på hånden før mødet med Danmark på hjemmebane.

Montenegrinerne har aldrig kvalificeret sig til en slutrunde, men med to runder igen af kvalifikationen indtager de den playoff-givende andenplads foran Danmark, som har lige så mange point og identisk målscore. Men Montenegro er med sejren i Parken bedst indbyrdes, hvilket kan blive afgørende.

Danmark har rejst sig

Det danske nederlag til Montenegro i oktober sidste år kom tre dage efter landsholdet havde tabt 3-2 i Polen.

Danmark var ikke overbevisende i de to kampe og landstræner Åge Hareide lignede ikke en mand, der havde fundet det koncept, som kunne bringe Danmark frem til den første slutrunde siden deltagelsen ved EM i Polen og Ukraine i 2012.

- Men det er jo heldigvis længe siden. For nu spiller vi godt. Det har for alvor klikket i de to kampe mod Polen og Armenien, siger Morten Bruun med storsejrene over Polen og Armenien i frisk erindring.

- Vi spillede godt og meget mere direkte, end Danmark har gjort under Morten Olsen, hvor mange blev trætte af den megen boldmassage. Og med en type som Andreas Cornelius på holdet, så skulle det da også være mærkeligt, hvis man ikke forsøgte at udnytte det.

- Jeg vil også sige, at med de spillere, vi har i øjeblikket, med de adresser i europæisk fodbold, de kommer fra, der har man jo ventet på, at der skulle komme sådan et øjeblik, en form for gennembrud, siger Morten Bruun.

Polen-sejr flot, men ikke nok

Gennembruddet var 4-0-sejren over Polen. Det er sjældent et dansk landshold vinder 4-0, så fortjent over så stærkt et hold som Polen.

- Jeg var selv på tribunen i hjemmekampen mod Polen. Det var det bedste i årevis. Der var sådan en følelse af hos folk fra min generation, at det her var ligesom i gamle dage. Man blev fuldstændig revet med og det var sådan en af de der kampe, hvor man, selvom man ikke kendte sidemanden, så fik han en knuser, fordi vi var i så godt humør allesammen. Det er længe siden, jeg har givet knuser ud til min sidemand i Parken. Det var pragtfuldt, siger Morten Bruun.

Den flotte 4-0-sejr over Polen blev fulgt op med en 4-1-sejr ude over Armenien.

Fodboldeuforien er på sit højeste i Danmark i Åge Hareides regeringstid, men bliver de lovende takter ikke fulgt helt til dørs i de kommende kampe mod Montenegro og Rumænien, så kan Morten Bruun - trods impulsive krammere til tilfældige roligans i Parken - ikke kalde Hareide for en succes.

- Så viser vi ikke respekt nok for vores historik. Som landstræner for et land som Danmark, så er det afgørende, at man kvalificere sig til noget, siger Morten Bruun.

- Jeg håber, vi kommer til at se tilbage på den kamp mod Polen som det afgørende gennembrud, men hvis Danmark taber mod Montenegro og ender som nummer tre i en relativt svag kvalifikationsgruppe, så er det ikke rimeligt at tale om noget genfødt landshold. Nummer tre i den gruppe kan ikke være godkendt.

Danmark spiller torsdag aften klokken 20:45 ude mod Montenegro. Kampen vises på Kanal 5 og kan høres på Liga på P3.