For første gang i mange år er der en vaskeægte dribler på det danske herrelandshold i fodbold.
Han hedder Pione Sisto og har i løbet af de seneste måneder driblet sig i startopstillingen både på landsholdet og på sit klubhold Celta Vigo.
22-årige Sisto har dribling som sin største force, og han fortæller, at mentaliteten spiller en stor rolle, når man er ham, der skal levere det uforudsigelige.
- Der er stor forskel på at drible, når du har selvtillid, og når du ikke har. Jeg har meget mere selvtillid nu, end jeg havde sidste sæson. Det gør en stor forskel i forhold til, om jeg lykkes med mine ting eller ej, siger Sisto.
Også landstræner Åge Hareide ser et lys i sin unge kantspiller.
- Sisto har udviklet sit spil voldsomt i Celta Vigo. Specielt i det defensive arbejde, hvor han har gjort det fremragende for os i de seneste kampe, siger landstræneren.
Har lært rigtig meget af sidste sæson
Sidste sommer skiftede Pione Sisto livet på heden i FC Midtjylland ud med solskinsstrøg i spanske Celta Vigo, og det har krævet tilvænning. En tilvænning, der nu giver pote.
Syv ud af syv kampe i startopstillingen, tre assists og tre mål lyder Sistos hidtidige sæsonstatistik i La Liga på. Dertil kommer det danske A-landshold, hvor han har startet inde i de seneste to kampe og gjort en god figur.
- Jeg synes, at jeg har formået at bruge det, jeg lærte i sidste sæson. Jeg har lært rigtig meget og føler mig mere tilpas, siger Pione Sisto til DR Sporten.
Fodboldherrerne møder torsdag aften det montenegrinske landshold, som er kendt for at spille fysisk og gå til stålet, men det er ikke noget, der bekymrer den vævre tekniker.
- Det ville være dumt, hvis jeg blev bange. Jeg skal have hår på brystet og køre derudaf. Hvis jeg bliver sparket ned, må jeg rejse mig op og gøre det igen, siger Sisto.
Hvorvidt Pione Sisto bliver sparket ned eller ej, får vi at se torsdag aften kl. 20.45, når Danmark møder Montenegro. Kampen kan høres i LIGA på P3 eller ses på Kanal 5.