Simon Kjær om anførerrolle: Laver ikke om på min person

Fenerbahce-spilleren ser det som en stor ære at bære anførerbindet for det danske fodboldlandshold.

Simon Kjær bar anførerbindet under Kirin Cup i Japan i juni, og efter Daniel Aggers karrierestop har landstræner Åge Hareide gjort den stærke midterforsvarer til permanent anfører.

Alligevel inddrager han ofte landsholdskollegaerne, når der skal træffes beslutninger.

- Jeg gør mig selvfølgelig nogle tanker om, hvad jeg kan bidrage med. Men jeg spørger også folk, der selv har været anfører. Det er en proces, hvor jeg prøver at finde ud af, hvordan jeg skal gribe tingene an. Jeg synes nu, at man kommer langt med sund fornuft.

- Hvis der skal træffes en beslutning, så tager jeg den ikke ene mand. Jeg spørger, hvad folk synes. Min eneste interesse er, hvad der er bedst for truppen, og hvad folk vil have det bedst med.

Anderledes end Agger

Simon Kjærs lederegenskaber adskiller sig en smule fra landsholdets tidligere anfører. Daniel Agger var på flere områder en egenrådig type, men det er ikke noget, som Kjær satser på at udvikle sig i retning af.

- Jeg kommer aldrig nogensinde til at lave om på mig selv som person. De værdier, som jeg har, vil jeg tage med ind i anførerhvervet. Det er ikke meget anderledes end, hvordan det har været på klubplan de seneste tre sæsoner.

- Det er noget, som jeg ser som en ære. Det er ikke kun på banen, at det kan lære mig noget at være anfører. Det kommer jeg også til at lære noget af som menneske.

Nyt ritual

Efter sejren over Armenien i den første VM-kvalifikationskamp i Parken kunne man efterfølgende se landsholdet stille sig op i en rundkreds og banke sig på brystet.

Et ritual som Kjær var en af mændene bag, men det bliver nu aldrig ham selv, der kommer til stå i midten af rundkredsen.

- Jeg er ikke en person, som stiller folk op i en kreds rundt om mig og begynder at råbe og skrige. Det falder mig ikke naturligt. Det gælder om at finde en anden vej og snakke mere mand-til-mand, slutter landsholdsanføreren.

Simon Kjær og resten af landsholdet møder Polen i VM-kvalifikationen på lørdag. Kampen spilles kl. 20.45 i Warszawa og den kan følges på Kanal 5, P3 og her på dr.dk.