LISTE Fire talenter der også droppede Danmark

FC Nordsjællands stortalent Emre Mor droppede i dag Danmark til fordel for Tyrkiet. Mor er dog ikke den første, der har kvittet den danske landsholdstrøje.

En kedelig tendens ramt dansk fodbold de sidste to uger. Først droppede FCK's Youssef Toutouh det danske landshold til fordel for Marokko, og i dag fulgte FC Nordsjællands Emre Mor trop - han vil fremover spille for Tyrkiet.

Med afsæt i Mors farvel til dansk landsholdsfodbold har vi her lavet en liste af med fodboldsspillere, der har valgt at kvitte Danmark.

Emre Mor – Tyrkiet, 22 U-landskampe for Danmark

Det 18-årige stortalent fra FC Nordsjælland er som nævnt den seneste, der har droppet det danske landshold til fordel for sine forældres fødeland. Mor, der i efteråret blev rygtet til storklubber som Liverpool og Manchester United, har valgt at spille for Tyrkiet.

Winston Reid – New Zealand, 15 U-landskampe for Danmark

Winston Reid håndterer til dagligt nogle af de største stjerner i international fodbold, når han tørner ud for West Ham. Her er det Manchester Citys Sergio Agüero, der bliver lukket ned af Reid. (Foto: © Tony O'Brien, Scanpix)

Det måske største tab i nyere tid for det danske landshold er Winston Reid. Midtstopperen var et kæmpetalent på FC Midtjyllands akademi og siden også på førsteholdet – og forhåbningerne til hans landsholdskarriere var ligeledes store efter 15 ungdomslandskampe.

Men i marts 2010 besluttede Reid at droppe det danske landshold og i stedet repræsentere New Zealand, hvor hans forældre stammer fra. Samme år kom Reid således til VM i Sydafrika, hvor han altså stillede op for New Zealand.

Youssef Toutouh – Marokko, 14 U-landskampe for Danmark

Youssef Toutouh sammen med Lucas Andersen på det danske U21-landshold. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

FCK-spilleren besluttede for ganske nyligt at skrotte muligheden for at spille for det danske A-landshold for i stedet at trække Marokkos landsholdstrøje over hovedet.

- Jeg har valgt at følge mit hjerte i det her. Min familie og jeg har rødder i Marokko, som betyder meget for mig, selv om jeg er vokset op i Danmark og er stolt af det, sagde 23-årige Youssef Toutouh til Ekstra Bladet, da nyheden om sin landsholdspræference blev offentliggjort.

Alexander Jakobsen – Egypten, 38 U-landskampe for Danmark

Alexander Jakobsen alias Mini Ronaldinho. (Foto: © CLAUS BECH ANDERSEN, Scanpix)

Alexander Jakobsen er nok bedst kendt i Danmark som drengen i reklamerne for Danske Bank, der lignede Ronaldinho. På de danske ungdomslandshold gjorde han dog også en markant figur og spillede hele 38 landskampe. Alligevel valgte talentet i 2013, der på daværende tidspunkt spillede for hollandske PSV, at lægge den danske landsholdstrøje i skraldespanden til fordel for Egypten.

Thomas Christiansen – Spanien, 0 U-landskampe

Den nu fodboldpensionerede Thomas Christiansen er det vel nok mest kendte eksempel på et statsborgerskabsskift i dansk fodbold. Da Christiansen i 1991 skiftede fra B93 til FC Barcelona, var det et krav fra den catalanske klub, at den unge fodboldspiller skiftede nationalitet.

På den måde kunne Barcelona undgå, at Christiansen talte med i udlændingekvoten på tre spillere, som eksisterede dengang.

Thomas Christiansen. Her fra sin tid i Herfølge. (Foto: © NILS MEILVANG, Scanpix)

Skiftet fra dansk til spansk statsborgerskab var muligt, fordi Christiansens mor var spansk.

- Jeg følte mig helt klart mest dansker dengang, men det gjaldt jo min fremtid som fodboldspiller. Ved at skifte til Barcelona havde jeg pludselig store muligheder for at komme til at spille international fodbold sammen med de bedste spillere, har Christiansen udtalt til Tipsbladet om sit skifte.

Christiansen nåede at spille 11 ungdomslandskampe for Spanien og 2 A-landskampe.