PORTRÆT Den perfektionistiske bolddreng vender hjem

Barcelona-ikonet Pep Guardiola står onsdag i spidsen for det gæstende mandskab på Camp Nou, når Bayern München er på besøg.

Pep Guardiola er onsdag aften tilbage på det stadion, hvor han har fejret stribevis af triumfer - både som spiller og træner. (Foto: © Alexander Hassenstein, Getty Images)

Som dreng gik han i skole kun 100 meter fra betonkatedralen Camp Nou. Han var bolddreng på samme stadion, når heltene Schuster og Maradona brillerede, og som 13-årig startede han på fodboldklubben FC Barcelonas berømte talentakademi La Masia.

Josep Guardiola i Sala lød det fulde navn på den talentfulde spinkle knægt, der senere skulle blive et ikon i FC Barcelona.

Onsdag aften træder Guardiola - eller Pep - som han oftest bare kaldes, for første gang i sin karriere ind på mægtige Camp Nou i spidsen for et modstanderhold.

Guardiolas Bayern München møder nemlig FC Barcelona i semifinalerne i årets udgave af Champions League.

- Hvor dejligt, så kan jeg besøge min bedstemor og bedstefar, konstaterede Guardiola ifølge det spanske nyhedsmedie Marca, da han diskuterede lodtrækningen med sin datter.

The 'Dream Team'

Guardiola blev stamspiller i den catalanske storklub på Johan Cruyffs 'Dream Team' allerede som 20-årig. Et mandskab, hvor en af de andre store stjerner hed Michael Laudrup.

Op igennem 1990'erne nåede den sympatiske midtbanespiller med den store professionalisme at vinde seks mesterskaber, fire pokaltitler og en europæisk mesterholdstitel med catalanerne.

Guardiola placeret for fødderne af Laudrup på FC Barcelonas holdbillede inden finalen i mesterholdenes Europa Cup mod Sampdoria i 1992. (Foto: © Bob Thomas, Getty Images)

Ifølge journalisten Sid Lowe blev Guardiolas spillestil af landsholdsspilleren og Atletico Madrid-angriber Kiko beskrevet med et ord gentaget i nærmest det uendelige.

- Pam, pam, pam, pam, pam, pam.

Cruyff blev unge Peps store læremester, og det hollandske masterminds fodboldfilosofi skulle senere vise sig at blive bragt til nye højder, da Guardiola overtog træneransvaret i hjerteklubben i 2008.

- Vi valgte en filosofi, ikke et varemærke, forklarede daværende FC Barcelona-præsident Joan Laporta, da valget som Frank Rijkaards afløser viste sig at være faldet på den trænermæssigt uerfarne Guardiola.

En enkelt sæson i spidsen for Barcas andethold var alt, hvad Pep havde på sit træner-cv.

Smed stjernerne på porten

Guardiola gjorde ved sin tiltrædelse det klart, at stjernerne Ronaldinho, Deco og Samuel Eto'o ikke indgik i hans fremtidsplaner.

Nøglespillerne i hans tiki-taka-fodbold skulle nu i stedet være Andres Iniesta, Xavi og Lionel Messi. Alle tre spillere, der havde taget hele vejen gennem Barcelonas system lige fra La Masia.

Guardiola placeret for fødderne af Laudrup på FC Barcelonas holdbillede inden finalen i mesterholdenes Europa Cup mod Sampdoria i 1992. (Foto: © David Ramos, Getty Images)

Og Guardiola havde set rigtigt.

I løbet af sine fire år i spidsen for FC Barcelona blev der spillet guddommeligt possession-fodbold med to Champions League-titler, tre mesterskaber, to pokaltitler og to verdensmesterskaber for klubhold til følge.

Overtog 'The Treble'-vindere

Efter et sabbatår i 2012-2013-sæsonen annoncerede Guardiola, at han ville vende tilbage til trænergerningen - Bayern München skulle være hans kommende arbejdsgiver.

De tyske giganter gjorde rent bord i 2012-2013-sæsonen under træner Jupp Heynckes, da de vandt 2-1 over Dortmund i Champions League-finalen på Wembley.

I Bundesligaen blev konkurrenterne fra Dortmund distanceret med hele 25 point og pokaltriumfen blev sikret med en finalesejr over Stuttgart.

Det var derfor ikke verdens mest taknemmelige job, der ventede spanieren hos den sydtyske gigant.

Perfektionisten Guardiola tog dog det hele med ophøjet ro. Han havde inden sin tiltrædelse sørget for at lære sig at tale tysk, og spillere som spanieren Thiago Alcantara og tyskeren Mario Götze blev hentet ind.

I ligaen kværnede Guardiolas Bayern derudaf og slog adskillige rekorder på vej mod klubbens 24. mesterskab, der blev sikret allerede i marts.

Pokaltitlen blev sikret med endnu en finalesejr over Dortmund, men en enkeltkamp fik kritikerne af den enerådige spanier til at komme frem fra deres skjul.

Ydmygelsen mod Real Madrid

D. 29. april skulle Bayern München forsøge at hente et 1-0-nederlag fra den første Champions League-semifinale i Madrid seks dage tidligere. En svær, men overkommelig opgave for normalt så hjemmebanestærke Bayern.

I løbet af en god halv times fodbold på Allianz Arena havde Real Madrid kørt Guardiolas mandskab taktisk ud af brættet og bragt sig foran med 3-0. I kampens sidste minut øgede superstjernen Christiano Ronaldo til slutresultatet 4-0 til madrilenerne, og ydmygelsen af Bayern var total.

Guardiola placeret for fødderne af Laudrup på FC Barcelonas holdbillede inden finalen i mesterholdenes Europa Cup mod Sampdoria i 1992. (Foto: © Alexander Hassenstein, Getty Images)

Rekordmesterskabet blot en måned forinden lå pludselig langt væk, og ord som 'forudsigeligt' og 'kedeligt' blev enkelte steder brugt om Guardiolas Bayern.

I det tyske magasin SportBild hæftede man sig ved det faktum, at boldmasserende Bayern på en sæson var gået fra at være det hold i Bundesligaen, der scorede flest mål efter omstillinger til pludselig at være tredjedårligst i samme statistik.

En speciel kamp

Sommeren blev brugt på at hente Xabi Alonso i netop Real Madrid, den unge venstreback Juan Bernat i Valencia, og Dortmunds polske topscorer Robert Lewandowski.

På trods af en smule intern ballade, der fik Bayerns mangeårige læge Dr. Müller-Wohlfahrt til at forlade klubben i vrede, blev et nyt mesterskab sikret for halvanden uge siden.

Nu skal sidste sæsons pinlige Champions League-exit revancheres mod FC Barcelona og onsdagens opgør på Camp Nou bliver specielt for den normalt så afmålte spanier.

- Alle forstår, hvor speciel en kamp det er for mig og for mit team. Barcelona var vores liv, og Barcelona er mit hjem. Hvad kan jeg mere sige?

-Jeg kan ikke sige et eneste dårligt ord om mit tidligere hold og mine tidligere spillere, jeg vandt en masse med dem, lød det endvidere i Marca.

Skadesplagede Bayern

Det er et reservepræget Bayern München-mandskab, der løber på banen mod Messi, Suárez, Neymar & co. i aften.

Arjen Robben er ude resten af sæsonen, Franck Ribery døjer fortsat med en ankelskade, David Alaba har problemer med knæet, og Mariusz Lewandowski brækkede kæben for nylig mod Dortmund, men kan måske spille.

Luis Enriques FC Barcelona-mandskab ser derimod skræmmende ud i øjeblikket. De sidste to ligakampe mod Getafe og Cordoba er vundet med sammenlagt 14-0.

Den indbyrdes statistik mellem de to klubber taler dog til Guardiolas og Bayerns fordel. I de seneste otte opgør er det blot blevet til en enkelt Barcelona-sejr, mens Bayern har vundet fem.

Vi må vente til onsdag aften kl. 22.35 med at få svar på, om den tidligere bolddreng endnu en gang kan forlade Camp Nou som triumfator.