Landsholdsspillere i skarp kritik af banen: Hvem skal man så sige det til?

At det danske spil ikke flød i gårsdagens kamp mod Irland, kan man tilskrive banen en del af skylden for.

Andreas Bjelland var ikke tilfreds med banen i Parken efter kampen mod Irland. (Foto: © Lars Møller, Scanpix)

Danmarks VM-playoffkamp mod Irland i går blev skudt i gang med et fyrværkeri over Parken, men på banen blev det alt andet end festligt.

Det danske spil bar præg af lange bolde og for langsomt spil, mens gæsterne fra Irland stod meget langt tilbage på banen og tog imod de danske tilnærmelser.

Men zoomer man lige ind en ekstra gang på det græstæppe, som de to hold løb rundt på i Parken, så ligger der en væsentlig forklaring på, hvorfor det danske spil ikke blev så festligt, som man havde ønsket.

- Der kommer selvfølgelig mange undskyldninger, når man har spillet 0-0, men kigger vi på klædet (banen red.), så var det rigtig dårligt, siger forsvarsspiller Andreas Bjelland, der er en smule træt af nationalarenaens generelle stand.

- Det ville da være dejligt, hvis der blev gjort noget ved det. Men spørgsmålet er, hvem man så skal sige det til? Nu har vi sagt det i en del år.

Han bakkes op af Nicklas Bendtner, der fik de sidste tyve minutter på banen.

- Det er et meget svært underlag at spille på, og det kunne man også godt se. Der nogle uprovokerede fejl af spillere, som aldrig ville lave dem normalt.

Må se fremad

Både Andreas Bjelland og Simon Kjær forsøgte i store perioder af kampen med lange bolde op mod Andreas Cornelius og Nicolai Jørgensen – dog uden det store held.

Derfor håber Bjelland også på, at returopgøret byder på en bane, der ligger mere til Danmark, end kampen i går gjorde.

- Vi prøvede at spille. Det var deres form for bane, hvor der er lidt bumpet, og hvor man ikke kan spille så meget langs jorden. Forhåbentlig er deres bane bedre, men ellers tager vi arbejdshandskerne på, som vi gjorde i Parken.

Men uanset hvilken kamp det bliver, tror Bjelland på, at Danmark står med gode kort på hånden i forhold til at booke en plads til VM i Rusland næste sommer.

- Vi er kommet tættere. Går vi over og score et enkelt, så skal de op og lave to. Og hvis de skal score mål, så ligner det, at det skal være på dødbolde.

- Så den ligger stadig til os, vil jeg mene.

Returopgøret i Irland spilles tirsdag med kampstart kl. 20.45. Kampen kan ses direkte på Kanal 5 eller høres i LIGA på P3.