0-0 på hjemmebane mod Irland var måske ikke det ønskede resultat for alle danske rooligans i den første af de to playoff-kampe om en plads til VM.
Men resultatet er slet ikke så slemt.
For Danmark har stadig gode muligheder for at spille sig med til slutrunden i Rusland.
Det siger DR Sportens fodboldkommentator, Andreas Kraul.
- Danmark er favorit. Vi har et bedre hold med bedre spillere, og vi har en bredere trup. Når de to kampe er så tæt på hinanden, så vil fysikken og bredden i truppen komme til at spille ind. Jeg synes, Danmark har en kneben favoritværdighed. Nu har Irland hjemmebanen, og vi må ikke underkende, hvad deres tilskuere kan gøre.
Der er dog alligevel nogle ting, der skal ændres, hvis resultat skal være anderledes i tirsdagens returkamp i den irske hovedstad, Dublin.
- Jeg tror, vi får lidt hjælp i Irland. For det første er banen bedre i Irland. Den var virkelig dårlig i Parken. Derfor skal der ikke ret meget til, før Danmark får en bedre bane at spille på. Banen i Parken var paradoksalt nok en fordel for irerne. Derudover så var de irske spillere trætte til sidst. Der var flere af spillerne, der havde krampe, fordi de løb rigtig meget. De har brugt mange kræfter. Og der er kun tre dage mellem kampene, så de vil være fysisk mere mærkede, lyder det fra Andreas Kraul, inden han fortsætter.
- Til sidst skal det siges, at Irland ikke har samme mulighed for at sætte nogle spillere ind. Vi fik slet ikke set Lasse Schöne i kampen, og han spiller trods alt for Ajax. Vi har også Yussuf Poulsen og Nicklas Bendtner i baghånden. Vi har en masse potentielle matchvinder-typer. Det har Irland ikke. De sætter angriberen Shane Long ind. Her er der tale om en mand, der ikke har scoret et mål siden februar.
Chancerne skal tages
Men selvom Shane Long ikke kan lave mål, så udnyttede danskerne heller ikke deres chancer i det første opgør mod Irland.
Det er noget, der skal ændres på inden returkampen.
- Vi har i hvert fald lært, at vi skal tage vores chancer. Irland er nok et af Europas bedste hold til at lave en kompakt defensiv. Når Danmark spiller mod sådan et hold, så er det meget vigtigt, at vi er kølige foran kassen, når vi endelig får den åbne mulighed, siger Andreas Kraul.
Og derfor ærgrer han sig også over, at bolden ikke kom i nettet lørdag aften.
- Hvis Danmark havde vundet kampen med bare 1-0, så havde vi haft en fornemmelse af, at vi havde et halvt ben til VM i Rusland. Det ville have været svært for Irland at komme tilbage fra det.