Landsholdskonflikt: Bookmakere suspenderer væddemål

Den kaotiske situation omkring herrelandsholdet i fodbold får spilleudbydere til at trække stikket.

Konflikten mellem DBU og det danske herrelandshold har sendt bookmakerne på overarbejde. De ved nemlig ikke, hvem der kommer på holdkortet. (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

Hvor mange kilometer løber Thomas Delaney i en kamp, hvor mange skud på mål har Pione Sisto normalt i første halvleg, og hvad er Mathias Zankas topfart?

Når de danske spillere befinder sig på grønsværen, bliver de målt på flere parametre 25 gange i sekundet. Det giver blandt andre spilleudbydernes oddsættere adgang til enorme mængder data om hver enkelt spiller.

Men på grund af konflikten mellem spillerne og DBU ved bookmakerne ikke engang, hvem der er på holdkortet til landsholdets kampe mod henholdsvis Slovakiet på onsdag og Wales på søndag.

Den store usikkerhed har nu fået flere bookmakere til at lukke for væddemål på ubestemt tid.

For mange ubekendte

Unibet er en af spilleudbyderne, der har trukket stikket i dag, da det kom frem, at DBU leder efter nye spillere fra de lavere rækker. I morges var oddset på en slovakisk sejr på onsdag faldet fra 2,45 til 1,55, fortæller pressechef Per Marxen.

- Det siger jo sig selv, at det er håbløst at chancevurdere et alternativt dansk landsholds chancer overfor Slovakiet i noget nær stærkeste opstilling, siger han.

- Det er muligt, at kampen igen bliver udbudt, men før oddssætterne ved, hvilke spillere der rent faktisk skal repræsentere de danske farver, er det noget nær umuligt at oddssætte kampen.

Også Danske Spil har suspenderet væddemål omkring landskampene på nuværende tidspunkt.

- Oddssætning handler om at kunne vurdere et holds styrker og svagheder, og eftersom vi ikke ved, hvilket hold der bliver stillet med, er det meget naturligt, at man ikke kan spille på kampene, lyder det fra Camilla Cornelius, kommunikationsrådgiver i Danske Spil.

Hun siger, at der ikke er grund til bekymring, hvis man allerede har smidt penge på kampene.

- Vi følger naturligvis situationen tæt, og ligeså snart vi ved, hvad der kommer til at ske, kan vi forhåbentlig åbne for væddemål igen. Og ellers får folk deres penge tilbage, siger hun.

Hos Spiludbyderen Bet365 har man i skrivende stund ikke suspenderet væddemål på onsdagens planlagte landskamp mod Slovakiet.

Her er oddset på en dansk sejr steget til 9,5 mod slovakerne, som befinder sig 17 pladser under Danmark på Fifas verdensrangliste.