Landsholdet imponeret af Wales under Giggs: ’Det minder mig om Manchester United på toppen’

Det danske landshold står over for en svær opgave søndag, når Wales kommer til Aarhus for at spille Nations League.

Ryan Giggs har bragt noget nyt til det walisiske fodboldlandshold. (Foto: © Andrew Boyers, Scanpix)

Om man var fan af holdet eller ej, så giver det sikkert både gåsehud og kuldegysninger at tænke tilbage på Manchester United dengang, Alex Ferguson var træner i klubben. 38 trofæer blev hentet hjem i perioden med skotten i trænersædet.

En af de bærende spillere på holdet dengang var walisiske Ryan Giggs. Det er manden, der i dag er i trænersædet hos Wales’ landshold, og man kan se, at han har fundet inspiration i sin gamle træner.

I torsdags spillede Wales den første betydningsfulde kamp med Giggs som landstræner, og den endte med at tæske Irland 4-1. Det var noget, som Danmarks landstræner Åge Hareide bemærkede.

- Den totale indsats var imponerende. Både offensivt og defensivt. Det virker som om, at Ryan Giggs har skabt en kopi af det gamle Manchester United, forklarer Åge Hareide.

- Jeg har set Manchester United mange gange igennem årene. Da jeg var træner i Molde, solgte jeg Ole Gunnar Solskjær til Alex Ferguson. Jeg besøgte United meget dengang. Også da jeg var træner for Norge, havde jeg Solskjær på landsholdet, så jeg har set deres træning, siger Åge Hareide.

Manchester United-DNA

Landstræneren er ikke den eneste, der har bemærket, at man kan sammenligne Wales med det gamle Manchester United. Også Kasper Schmeichel, der som bekendt har en far, der spillede for netop Manchester United, ser ligheder.

- Hvis man bare ser på den seneste kamp, så minder den flair og gnist, som de spiller med, meget om den DNA, der var i Manchester United i sin tid. Det bliver virkelig interessant at se, hvor han kan bringe det hen. Wales er meget talentfulde, og ud fra den seneste kamp, har Ryan Giggs fået en virkelig god start, siger Kasper Schmeichel.

Et af de steder, hvor Danmark stod stærkest under VM-slutrunden var defensiven, der ikke gav mange chancer væk og kun tillod to mål. Den skal stå stærkt igen mod Wales, der virker stærke offensivt.

- Wales spiller meget entusiastisk i deres offensive spil. De spiller meget hurtigt mellem linjerne, og de angriber med mange. Det ligner United i deres bedste periode under Alex Ferguson, forklarer Åge Hareide.

Kampen mod Wales spilles søndag klokken 18.00. Den kan følges i LIGA på P3 eller på dr.dk/sporten, hvor den kan følges på tekst. Derudover kan man se kampen i fjernsynet på Kanal 5.