En legende gæster Aarhus søndag aften. En gudsbenådet dribler med overflod af fart og præcise indlæg. Og nej, det er ikke Gareth Bale, der er tale om. Navnet er Ryan Giggs.
Den walisiske landstræner, der i sin aktive karriere blev den mest vindende spiller i klubfodboldens historie. Med det vel nok bedste venstreben, der nogensinde er kommet ud af Manchester Uniteds fodboldakademi, sendte han i 672 kampe den ene målgivende aflevering ind i hovedet på Andy Cole, Ruud van Nistelrooy, Wayne Rooney og mange andre af de angribere, som er kommet og gået på Old Trafford.
Fra 1990 til 2014 blev han via sine præstationer på venstrekanten et idol på det Manchester United-hold, som med Alex Fergusson på trænerposten vandt 38 titler. Giggs var med til at løfte de 34 af trofæerne, og han er den eneste Manchester United-spiller, som kan bryste sig af at have været med til at vinde alle de 13 mesterskaber, som holdet vandt med Alex Fergusson ved roret.
Men i Giggs’ hjemland er historien en anden. Her kommer kærligheden til den tidligere storspiller ikke så nemt.
Fravalgte træningskampe
Waliserne, der efter John Charles’ landsholdsstop i 1965 havde hungret efter en arvtager i flere årtier, fik aldrig andet end light-udgaven af den fuldblods kantspiller, som Giggs var i sin storhedstid.
Efter sin debut på det walisiske landshold i en træningskamp i 1990 skulle der gå ti år og hele 18 træningskampe, før Giggs igen stillede op for Wales i en ikke-gældende kamp.
I sin selvbiografi har Giggs siden forklaret, at han blot forsøgte at skåne sin krop fra skader i et tætpakket kampprogram.
- Hver gang jeg spillede to kampe på en uge, fik jeg næsten altid en skade. Så Alex Fergusson og jeg satte os ned og så på det fra kamp til kamp. Og hvis landskampen var en venskabskamp, følte vi ikke, at jeg skulle spille, skriver Giggs i sin selvbiografi.
Da Giggs stoppede sin landsholdsskarriere i 2007, blev der blot trukket på skuldrene rundt omkring i Wales. Tilbage stod 64 kampe, 12 mål og et kompliceret forhold til waliserne.
#AnyoneButGiggs
Så da Chris Coleman sidste efterår offentliggjorde sin opsigelse som walisisk landstræner, begyndte et hashtag at trende på twitter. #AnyoneButGiggs. Den walisiske skepsis var slående, om end ikke overraskende.
Hashtagget blev brugt mere end 200 gange de efterfølgende 72 timer og var det hidtil klareste bevis på walisernes modvilje mod Giggs.
I et radioprogram på BBC mente fodboldkommentatoren Guy Mowbray dog alligevel, at Giggs var den klareste favorit til landstrænerjobbet.
Efterfølgende kogte de sociale medier - med Mowbrays egne ord - fuldstændig over med beskeder fra walisere, der bestemt ikke ønskede den tidligere Manchester United spiller i nærheden af deres landshold.
- Det var først dér, det slog mig, hvor upopulær Giggs er blandt mange walisere. Hans manglende engagement i det walisiske landshold som aktiv har fået størstedelen af waliserne til at ønske ham langt væk fra landsholdet, sagde Mowbray efterfølgende til BBC.
Men det walisiske fodboldforbund skelede tilsyneladende hverken til de sociale medier eller Giggs blodfattige trænerkarriere, da i januar ansatte ham som landstræner.
På banen overtager 44-årige Giggs et hold, der siden 2010 er gået fra nummer 112 på verdensranglisten til nummer 19. Et hold, der i samme periode for første gang kvalificerede sig til en slutrunde siden 1958, da de deltog ved EM i Frankrig for to år siden og endda nåede semifinalen.
Opgaven for Giggs er at gøre holdet endnu bedre, nå nye højder. Men selvom spillermaterialet med Gareth Bale i spidsen bestemt er af international høj kvalitet, får Giggs svært ved at overgå sin forgænger.
Men det er ikke Giggs’ hårdeste opgave.
Hans karriere som aktiv fodboldspiller gjorde ham populær stort set alle andre steder end i Wales, hvor han er bagud på point hos et folk, der først nu skal lære elske klubfodboldens mest vindende spiller som en af deres egne.
Kampen mellem Wales og Danmark spilles på Aarhus Stadion. Den går i gang kl. 18.00 og kan ses på Kanal 5, høres i LIGA på P3 eller følges her på dr.dk/sporten.
Kilder: BBC, Thesefootballtimes, The Telegraph