Det bliver et nervepirrende efterår for det danske fodboldlandshold og alle dem der håber på dansk EM-deltagelse næste sommer. Det spår DR Sportens fodboldkommentator Andreas Kraul.
For efter to nullerter mod Albanien og senest Armenien mandag aften tyder intet på, at Danmark erobrer gruppens andenplads med en sejr over Portugal den 8. oktober.
- Det danske spil fungerede overhovedet ikke, og derfor er det også svært at se hvordan holdet skal tage til Portugal og vinde. Vi må nok se i øjnene, at det ender med tredjepladsen og play off-kampe i november måned, lyder Krauls vurdering efter den anden 0-0-kamp på to dage.
En katastrofe
Tredjepladsen er Danmark heldigvis sikker på, og det må vel siges at være det eneste positive aspekt i de to kedelige kampe, hvor især den sidste resultatmæssigt kan betegnes som en katastrofe:
- Ordet katastrofe er meget velvalgt. Man skal tænke på, at Armenien reelt ikke havde noget at spille for i den her kamp. Danmark formår ikke at skabe særligt store chancer, og faktisk er det Armenien der har den allerstørste chance.
Danmark møder Portugal den 8. oktober i Braga, og der er som nævnt stadig mulighed for direkte kvalifikation.
Hvis ikke det lykkes, så spilles play off-kampene den 12.-14. november med returkamp den 15.-17.