OVERBLIK Danmarks svære vej til EM

Vi har kigget på Danmarks muligheder for en direkte kvalifikation til EM. Vores indbyrdes opgør med Albanien kan blive redningen.

Morten Olsen har uden tvivl fået noget at gruble over med 0-0 i Armenien. (Foto: © Claus bech, Scanpix)

Det skuffende 0-0-resultat ude mod Armenien i aftes har givet Danmark en endnu sværere vej til EM-kvalifikation, end den var i forvejen.

Heldigvis var Portugal så venlige – og heldige – at slå Albanien med 1-0 på en scoring dybt inde i overtiden senere på aftenen, og det hjælper noget på de danske chancer.

Nu skal den store kugleramme frem, og meget kommer nu til at afhænge af resultatet i Danmarks sidste kvalifikationskamp mod Portugal på udebane den 8. oktober.

Vi giver dig her et overblik over, hvad de forskellige scenarier i gruppe I betyder for Danmarks vej til EM-slutrunden i Frankrig næste sommer. Vi tager udgangspunkt i oktoberkampen mellem Portugal og Danmark.

Hvis Danmark vinder

Slår Danmark Portugal i oktober vil Danmark være på 15 point lige som portugiserne. Det scenarium betyder, at Albanien både skal vinde hjemme mod Serbien og ude mod Armenien i deres to sidste kampe for at snuppe andenpladsen og muligivis sende os ud i en playoff-kamp. Det skyldes, at vi er bedre indbyrdes med albanerne, som derfor er nødt til at få flere point end os.

Hvis Danmark får uafgjort

Får vi kun et enkelt point i Portugal vil vi slutte gruppespillet på 13 point. Dermed skal Albanien bruge en sejr mod enten Serbien eller Armenien for at overhale os og kvalificere sig direkte.

Hvis Danmark taber

Taber vi den sidste og afgørende kvalifikationskamp mod Portugal ser det svært ud for Danmark at kvalificere sig direkte, men dog ikke umuligt. I dette scenarie slutter vi på de 12 point, vi har nu. Albanien har 11 point og kan altså ikke bruge pointlighed med os på grund af de indbyrdes opgør. Så albanerne skal altså bruge en sejr over enten Serbien eller Armenien – eller uafgjort i begge kampe.

Skulle det værste ske, og Danmark bliver forvist til tredjepladsen i gruppe I, venter i værste fald en playoff-kamp mod en af de andre treere fra kvalifikationsspillet. Her er det dog muligt at kvalificere sig direkte til EM, hvis Danmark slutter som bedste treer blandt ni grupper.

Danmark ligger i øjeblikket lunt i det regnestykke. Men alt afhænger fortsat af vores eget resultat mod Portugal, samt af resultaterne i de otte øvrige grupper.

Den neglebidende afslutning på det hele får vi først 11., 12. og 13. oktober, hvor alle de sidste kampe i denne EM-kvalifikation spilles. Ved den lejlighed sidder Danmark dog over i gruppespillet og spiller i stedet en venskabskamp mod de kommende EM-værter Frankrig.