KARAKTERER Kun to hævede sig over mismodet i Jerevan

DR Sportens Andreas Kraul har kun små tal i karakterbogen efter 0-0 i Jerevan. Det bliver dog til et enkelt 10-tal.

Se hvem der består og hvem der dumper i Andreas Krauls karakterbog efter landskampen mod Armenien. (© DR Sporten og Scanpix)

Kasper Schmeichel: 4

Tredje clean sheet i træk, men alligevel en lidt blandet aften i Armenien, hvor hjemmeholdets bedste forsøg blev sendt forbi mål, og hvor der var en del problemer med udspark og kommunikationen med forsvaret.

Lars Jacobsen: 4

Store problemer i første halvleg med Armeniens Ghazaryan, men blev utrolig vigtig med speed og forudseenhed, da anden halvleg udviklede sig til ren indianerfodbold. Standsede en del kontraer.

Simon Kjær: 2

Fik i den grad brug for alle sine muskler i nærkampene med bomstærke Yura Movsisyan og vandt også en del dueller, men tabte også nogle afgørende. Og så var det fremadrettede spil stadig mangelfuldt.

Daniel Agger: 2

Den danske kaptajn virker langt fra at have sit tidligere overskud både spillemæssigt og mentalt. Begik et par ukarakteristiske fejl defensivt og kunne ikke på samme måde som tidligere hjælpe sit hold verbalt og konstruktivt fremad banen.

Riza Durmisi: 10

Fremstod som klart bedste dansker. Fik selvtilliden hjemme mod Albanien og stemplede ind i Armenien med Danmarks bedste forsøg direkte på frispark i første halvleg – og udnyttede sin hurtighed både fremad banen og den anden retning. En enkelt fejl defensivt blev ikke afgørende.

Jakob Poulsen: 4

Fik for en sjælden gangs skyld 90 minutter for landsholdet og løb mange meter, men manglede igen lige det sidste både i sine dødbolde og som spilgenerator. Bolden lå for fødderne af ham til sidst, men FCM-spilleren sparkede forbi.

Michael Krohn-Dehli: 0

Forsvandt totalt i ’mylderet’ på den centrale midtbane og formåede ikke at få dæmpe og fordelt spillet, hvilket gjorde kampen til en rodet affære uden kontrol. Udskiftet tidligt i anden halvleg efter en af de dårligste landskampe meget længe.

Pierre-Emile Højbjerg: 2

Kæmpede og sloges og brugte sin fysik for at vinde midtbaneslaget, men virker lige nu uden forårets store fysiske og mentale overskud. Sluttede kampen dødtræt og dermed uden den store indflydelse

Yussuf Poulsen: 2

Den fysisk stærke kantspiller indledte kampen med optimisme og entusiasme og var med til at give Danmark en god start, men forsvandt derefter en del ud af kampen i lange perioder. Jagtede alle bolde helt til slut.

Nicklas Bendtner: 2

Bendtner er med for at lave mål, og det har angriberen nu ikke gjort for landsholdet siden marts. Kæmpede egentlig godt og fik også lagt et par fine bolde af og sendt et udmærket langskud mod mål. Men Danmark manglede en scoring, og den kunne han ikke levere.

Nicolai Jørgensen: 2

FCK-profilen ville så gerne, men manglede i den grad kolblodigheden, da chancerne opstod. Især i anden halvleg lå bolden til en afslutning, der så forsvandt, da han ville gøre den større.

Indskiftede spillere:

Thomas Delaney: 7

Glimrende energisk indhop af FCK-kaptajnen, der kom ind med vilje, fysik og faktisk også farlighed, da han bankede et langskud tæt over mål. Absolut godkendt.

Martin Braithwaite: 2

Den tidligere Esbjerg-profil har vist god form for Toulouse i den franske liga, men virkede underlig modløs, da han kom på banen i stedet for Nicolai Jørgensen. Kom til et enkelt indlæg fra venstre side, eller intet.

Erik Sviatchenko: UB

Indskiftet med 10 minutter i stedet for skadede Simon Kjær.