Danmark har kniven for struben forud for opgøret mod Armenien. Efter den skuffende nulløsning mod Albanien i Parken i fredags er Danmark pisket til at vinde over Armenien, hvis Morten Olsens tropper skal holde et realistisk liv i håbet om en direkte billet til EM i Frankrig næste år.
Som optakt til den vigtige kamp, har vi derfor samlet lidt statistik, der kan gøre dig klogere på, hvordan det danske landshold står i forhold til det armenske:
- •
Armenien ligger pt. sidst i Danmarks pulje og har ikke mulighed for at kvalificere sig til EM næste år. De har tabt fem kampe og spillet én uafgjort. Det er endnu ikke blevet til nogen sejr. Danmark har derimod flere muligheder for at kvalificere sig – både direkte og via to play-off-kampe.
- •
Armenien rundbarberede i Parken i 2013 det danske landshold og vandt med hele 4-0. Den gamle Randers-angriber Movsisyan åbnede scoringen efter ét minut. Özbiliz scorede i det 19. minut, hvorefter Movsisyan i det 59. minut igen var på spil og scorede til 3-0. Stjernespilleren Mkhitaryan lukkede og slukke til 4-0 i det 82. minut.
- •
Danmark og Armenien har i alt mødt hinanden fem gange. Her har Armenien kun trukket sig sejrrigt ud én enkelt gang, mens Danmark har vundet de resterende fire kampe.
- •
Danmark og Armenien mødtes for første gang i kvalifikationen til EM i England i 1996. Her vandt Danmark 2-0 på mål af Michael Laudrup og Allan Nielsen.
- •
Sidste gang Danmark og Armenien mødtes i den armenske hovedstad Yerevan, vandt Danmark 1-0. Det enlige mål blev sat ind af den danske landsholdsanfører, Daniel Agger, som scorede i det 73. minut på et straffespark. Den omvendte kamp i Parken blev vundet 2-1. Her havde Mkhitaryan bragt gæsterne foran i starten af første halvleg, mens Pierre-Emil Højbjerg stod for udligningen og Thomas Kahlenberg for sejrsmålet.
Armenien - Danmark spilles klokken 18.00 i den armenske hovedstad Yerevan på stadionet Hrazdan. Kampen vises på Kanal5, men du kan følge med i LIGA på P3 samt følges med live i tekst her på dr.dk/sporten.