Danmark tabte sin sidste kamp i gruppe I ved EM-kvalifikationen.
Portugal slog Morten Olsens tropper med 1-0 i Braga efter en scoring af midtbanespilleren Joao Moutinho midt i anden halvleg.
Det var en kamp, hvor hjemmeholdet var klart mest i boldbesiddelse og hvor den danske offensiv aldrig kom til at fungere for alvor. Defensiven stod til gengæld fint.
Her er DR Sportens fodboldkommentator Andreas Krauls vurdering af de danske spillere.
Kasper Schmeichel: 7
Efter tre clean sheets på stribe for Danmark blev Schmeichel passeret af João Moutinho, men leverede ellers et par vitale redninger og virkede generelt sikker med hænderne. Et par lidt forhastede udspark og usikkert spil med fødderne trækker ned.
Lars Jacobsen: 7
Enorm koncentration over for skiftevis Ronaldo, Nani og Bernardo Silva, og man kunne ikke se, at Lars Jacobsen har rundet 36 år. Skubbede godt fremad i højre side især efter pausen.
Simon Kjær: 10
Det er nærmest umuligt at stoppe Cristiano Ronaldo, men Kjær var godt nok tæt på at neutralisere portugiseren i samtlige 90 minutter. Suveræn i luften, brølstærk og disciplineret langs jorden. Klart bedste dansker i Braga.
Daniel Agger: 7
Den danske kaptajn sloges forrygende og kom i vejen for mange indlæg og forsøgte også især efter pausen at bryde kæderne og føre bolden frem. Ikke helt så stærk i duellerne som Kjær og blev lige sat er par gange i omstillinger.
Riza Durmisi: 7
Brøndby-spilleren har i den grad grebet chancen på venstre back og faldt på ingen måde igennem over for de portugisiske stjernenavne. Trykkede tværtimod glimrende fremad og udnyttede sin hurtighed defensivt. Manglede dog lige den sidste kvalitet i indlæggene.
Daniel Wass: 2
Belønnet for en god periode i Celta Vigo med en startplads, men Wass virker nærmest til at have et landsholdskompleks. Lagde ud med flere fejlafleveringer og virkede pludselig uden selvtillid. Forståeligt skiftet ud med Nicolai Jørgensen i anden halvleg.
Michael Krohn-Dehli: 4
60 lidt anonyme minutter af Krohn-Dehli, som til gengæld livede gevaldigt op, da han i den sidste halve time blev rykket permanent ind centralt på banen. Herfra orkestrerede han pludselig flere gode danske angreb og leverede fine indlæg.
Pierre-Emile Højbjerg: 00
Den unge mand virkede helt overmatchet på positionen som defensiv midt, hvor Højbjerg blev overspillet og også agerede for arrogant med bolden. Gav Portugal flere gratis chancer, indkasserede en advarsel og blev flået ud i pausen.
Martin Braithwaite: 2
Braithwaite var aftenens store overraskelse i startopstillingen, men kunne ikke leve op til Olsens tillid. Er topscorer i franske Toulouse, men var ufarlig mod portugiserne og tog især i slutfasen mange dårlige beslutninger.
Nicklas Bendtner: 4
Stærk arbejdsindsats og et stolpeskud tæller på positivsiden for Bendtner, der havde svære arbejdsbetingelse alene på toppen. Desværre var det også angriberen, som med en dårlig clearing indirekte lagde op til det portugisiske sejrsmål.
Christian Eriksen: 2
Forventningerne til tilbagevendte Christian Eriksen var store, men også for store. Tottenham-spilleren fik slet ikke suget boldene til sig, og blev heller ikke selv farlig. Skuffende kamp.
Indskiftede spillere:
William Kvist: 7
Der skulle rettes akut op på balancen på den danske midtbane, da Kvist blev sendt på banen fra anden halvlegs start, og den opgave løste FCK-spilleren faktisk glimrende. Kom sågar frem til en afslutning fra kanten af feltet.
Nicolai Jørgensen: 7
Energisk og udmærket indhop af Nicolai Jørgensen, der skabte mere dynamik i det danske spil og udfordrede, som opgaven lød på. Desværre dog fortsat uden det første mål for Danmark.
Yussuf Poulsen: UB
Indskiftet med 10 minutter i stedet for Christian Eriksen.