Mange tusinde danske roligans har betalt op til 390 kroner for billetter til den kommende landskamp i Aarhus mod Wales i håb om at se stjerner som Christian Eriksen og Kasper Schmeichel.
Det kan dog ende med at blive alt andet end stjerner fra Europas største ligaer, der løber på banen. I stedet kan det blive spillere fra mindre danske klubber som Dalum, Avarta og Kjellerup.
Konsekvenserne af den verserende konflikt mellem DBU og landsholdspillerne betyder nemlig, at DBU leder efter spillere til de kommende landskampe i de danske 1. og 2. divisionsklubber.
Og selvom det umiddelbart virker indlysende, at tilskuerne vil få en anden oplevelse, end de havde regnet med, da de købte billetten, så er det meget usikkert, om de vil kunne få pengene tilbage.
Sådan lyder vurderingen fra Forbrugerrådet Tænk, der peger på, at landsholdstruppen sjældent er udtaget, når billetterne sættes til salg, og at det derfor altid er usikkert, hvem der kommer til at spille.
- Man ser blandt andet på, at forbrugere ikke på forhånd har garanti for, hvilke spillere der kommer til at spille til en landskamp. Spillere kan jo blive skadede, eller de kan ende med ikke at blive udtaget eller lignende, siger Paula Brammann, der er juridisk konsulent i Forbrugerrådet Tænk.
Derfor er det ikke det samme, som hvis man havde købt billet til en koncert med et rockband, hvor man kan have en klar forventning om, at det er den faste forsanger, der kommer. Og juridisk er det grundlæggende spørgsmål altså, om man præcis får lovet noget, der ikke bliver opfyldt.
- Der er dog ingen tvivl om, at mange forbrugere med god ret vil føle, at den oplevelse, de har købt billet til, ikke er den samme, som den de nu har udsigt til at få. Derfor er det rent juridisk meget svært at forudsige, om man som forbruger har krav på at få sine penge tilbage, siger Paula Brammann.
Konflikt mellem DBU og spillerne
Konflikten mellem DBU og landsholdspillerne handler om at nå til enighed om en ny landsholdsaftale, der skal erstatte den, der netop er udløbet.
Den største hurdle handler om de kommercielle aftaler, hvor DBU gerne vil have mere lempelige regler omkring brugen af spillere i kommercielle sammenhænge over for blandt andet sponsorer.
Det er dog blankt blevet afvist af spillerne, og det ser derfor ud til, at spillerne ikke kommer i spil til venskabskampen mod Slovakiet på onsdag og Nations League-kampen mod Wales i Aarhus på søndag.
Og det er altså derfor, at DBU nu forsøger at hverve alternative spillere fra Superligaen og 1. og 2. division.
Anbefaler dialog med DBU
Den svære juridiske situation gør, at Forbrugerrådet Tænk opfordrer utilfredse billetholdere til i første omgang at gå til DBU og forhøre sig om muligheden for enten at få refunderet billetterne eller få ændret dem til en anden kamp.
- Vi håber, at DBU vil tage godt imod de forbrugere, der henvender sig, og at de kan få en form for kompensation. Det, mener vi, vil være almindelig god stil fra sælgers side, også selvom det rent juridisk ikke er sikkert, at man har krav på kompensation, siger Paula Brammann.
Indtil videre er der solgt 16.000 billetter til kampen mod Wales, og det virker umiddelbart tvivlsomt, at DBU skulle komme utilfredse fans i møde. DR har ikke kunnet få kontakt til DBU, men Århus Stiftstidende er blevet oplyst, at kampen indtil videre skal spilles som planlagt.
- Derfor kan publikum heller ikke få billetten refunderet nu. Vi kan ikke spå om, hvad der sker. Men hvis der sker ændringer i situationen, vil DBU melde nyt ud, siger Pia Schou Nielsen, der er kommunikationsmedarbejder i DBU, til avisen.
Hvis man alligevel vil gå videre med sagen, kan man gå til Forbrugerklagenævnet, men det kræver et minimumsbeløb på 1.000 kroner. Derfor skal man have købt flere billetter, før det er en mulighed. Alternativt kan man gå domstolens vej, fortæller Paula Brammann, der dog klart anbefaler en dialog med DBU.