Højlunds manglende mål er ikke kun én persons skyld, siger landstræneren

Rasmus Højlund har ikke scoret i sine seneste 11 landskampe, men det bekymrer ikke landstræner Brian Riemer.

Der har ikke været meget at smile af for Rasmus Højlund personligt i de seneste mange landskampe. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

2024 har ikke været Rasmus Højlunds fineste år rent fodboldmæssigt.

I hvert fald ikke hvis man kaster et blik på de iskolde statistikker. Og det gør man jo ofte, når man taler om en angriber og hans målkonto.

Den 21-årige Manchester United-angriber har i 2024 ikke scoret i en eneste landskamp trods 11 forsøg, og i klubregi er det blevet til 12 kasser i 32 kampe.

Men når Danmarks herrelandshold mandag aften møder Serbien i årets sidste landskamp, kan det meget vel blive med Rasmus Højlund i startopstillingen igen.

For landstræner Brian Riemer er ikke synderligt bekymret, når han kaster et blik ned over sin førsteangribers tal på landsholdet.

- Jeg er overbevist om, at Rasmus gerne vil score nogle flere mål, end han har gjort de seneste 11 landskampe. Det er ikke rocket science. Men jeg har været her i én kamp nu, og jeg har set en meget hårdtatbejdende ung fyr, der har haft en kometkarriere. Det er ikke så mærkeligt, at der kan komme dips og highs i de her faser.

- Han har masser af kvaliteter, og jeg er helt overbevist om, at han i mange, mange år frem vil være en vigtig figur på det danske landshold og score mange mål, sagde Brian Riemer på søndagens pressemøde forud for mandagens Nations League-brag mod Serbien.

I videoen herunder kan du høre Brian Riemers overvejelser forud for kampen mod Serbien:

Rasmus Højlunds seneste landskampsmål faldt i oktober 2023, hvor han scorede i en udekamp mod San Marino i EM-kvalifikationen. Siden har han altså fået spilletid i 11 landskampe fordelt over testkampe, EM-kampe og Nations League-kampe uden én eneste scoring. Og i de 11 kampe har Danmark i øvrigt blot formået at score 12 mål i alt.

Men det er ikke Højlunds ansvar, hvis man spørger den nye landstræner.

- Når vi har succes, er det aldrig én enkelt person, der kan sole sig i det. Og når vi mangler et par mål, så er det heller ikke kun én persons skyld. Vi er en gruppe, der er sammen om det. Og det gør sig også gældende i det her tilfælde, siger Riemer.

I alt har Højlund scoret syv mål i sine 21 landskampe.

  • Rasmus Højlunds seneste landskampsmål faldt i oktober 2023. Her kanonerede han bolden op i nettaget i Danmarks 2-1-sejr over San Marino i EM-kvalifikationen. (Foto: © JENNIFER LORENZINI, Ritzau Scanpix)
  • Siden den aften har Højlund spiller 11 landskampe uden at komme på måltavlen. (Foto: © Felice Calabro, Associated Press)
1 / 2

Action, action, action

Danmark skal bruge som minimum et uafgjort resultat i mandagens udekamp mod Serbien for at sikre sig andenpladsen i Nations League-gruppen og dermed kvalifikation til forårets kvartfinaler i selvsamme turnering.

Og skal det ende med dansk succes i mandagens skæbnekamp, og i fremtidige landskampe for den sags skyld, kræver det, at danskerne får tilføjet lidt fugt til den ellers så knastørre måltørke. Det anerkender landstræneren, der drømmer om flere indlæg til sine angribere, når han lægger hovedet på puden om aftenen.

- Det er noget, vi skal prøve at gøre endnu bedre. Vi vil gerne have mere action. Mod Spanien var der i hvert fald mange indlæg i forhold til, hvad vi har set tidligere, men kvaliteten var ikke derefter. Det er helt sikkert nogle af de ting, der er påkrævet for, at en angriber kan score mange mål, siger Brian Riemer og tilføjer:

- Det er et fælles ansvar, vi har som gruppe og hold.

To af DR Sportens fodboldkommentatorer er forud for mandagsfinalen mod Serbien uenige om, hvorvidt Rasmus Højlund bliver bænket til fordel for brandvarme Kasper Dolberg eller ej.

I videoen herunder kan du høre Christian Eriksens tanker om finalen mod Serbien:

Men uanset hvilke navne, der kommer til at figurere i startopstillingen, kommer Danmarks landstræner til Leskovac i det sydlige Serbien med ét mål for øje.

- Vi kommer her med respekt, men også med stor tro på, at vi kan skabe det resultat, der skal til, siger Brian Riemer til DR Sporten.

Og skulle det lykkes for Danmark for første gang nogensinde at gå videre til Nations Leagues slutspil, ville det betyde meget for spillerne. Selv de spillere, der ellers har prøvet lidt af hvert i karrieren.

- Det ville være stort. Det ville være et statement for os som land at komme videre og komme på det landkort. Det er det, vi drømmer om og det, vi håber på i den situation, vi er i nu, siger Christian Eriksen til DR Sporten.

Følg mandagens landskamp direkte i LIGA på P4 eller i livebloggen på dr.dk. TV 2 viser kampen, som fløjtes i gang klokken 20:45.