Der er tre nye mand og en landstræner med små panderynker med, når det danske fodboldlandshold går ombord på flyet og rejser sydøst på.
Landstræner Brian Riemer har nemlig været tvunget til at lave tre udskiftninger i truppen til mandagens afgørende Nations League-kamp mod Serbien.
Ud er gået anfører Pierre-Emile Højbjerg og forsvarsprofilen Joachim Andersen, som begge er i karantæne efter gule kort mod Spanien, samt højrebacken Alexander Bah, der har pådraget sig en skade.
I stedet for de to rutinerede kræfter og højrebacken, som også har spillet fast for landsholdet den seneste tid, har landstræneren indkaldt Mads Bech Sørensen fra FC Midtjylland, Brighton-spilleren Matt O'Riley og Anton Gaaei fra hollandske Ajax.
Kun én af de tre erstatninger har været på banen for landsholdet før, og det er 23-årige Matt O'Riley.
To landskampe har han på CV'et, og de tre nye spillere står derfor noteret for i alt 143 færre landskampe end deres erstatninger.
Og den rutine, eller mangel på samme, giver anledning til små panderynker hos landstræneren.
- Sådan er det, når man mister spillere som Pierre, Joachim - og så skal vi huske at AC ikke er her - og Bah. Hvis vi begynder at tælle landskampe, er der røget lidt på rutinen. Og hvis man så tæller Mæhle med, så er den naturlige firebackkæde, der måske slet ikke, siger Brian Riemer.
Du kan høre Brian Riemer forklare sine udskiftninger i videoen herunder:
Han stoler dog 100 procent på, at både de i forvejen udtagne spillere og de tre nye kan løfte opgaven og slå serberne.
- Når det så er sagt, så handler dansk landsholdsfodbold også om at give folk muligheder og drømme. Det, at give andre mulighed for at komme ind og præstere nu, er også er en del af det, synes jeg, siger han.
- Så ja, det er selvfølgelig lidt bekymrende, men omvendt glæder jeg mig også sindssygt meget til at se de her nye komme ind, siger Brian Riemer.
Ingen bekymring hos Højbjerg
Heller ikke anfører Pierre-Emile Højbjerg er urolig forud for opgøret mod Serbien.
Han er sikker på, at holdkammeraterne nok skal klare ærterne.
- Det er, hvad det er. Det må vi være afklaret med. Vi har et rigtig godt hold, så jeg er ikke nervøs for noget overhovedet. Hvis vi vil være blandt de bedste, også i Nations League, og komme til kvartfinalerne, så skal vi også kunne få resultatet nede i Serbien, sagde Højbjerg fredag.
Du kan se et udklip af interviewet med den danske anfører i videoen herunder:
Får Danmark uafgjort eller vinder mod Serbien, er andenpladsen i puljen og en billet videre fra Nations Leagues gruppespil sikret.
Danmark møder Serbien i den sidste og afgørende gruppekampmandag aften klokken 20.45. Opgøret kan følges i Liga på P4, i app'en DR Nyheder og hos TV 2.