Det danske fodboldlandshold åbnede torsdag aften EM-kvalifikationen med en sejr på 3-1 over Finland i en kamp, hvor Rasmus Højlund tog det på sig selv at skabe en ny fortælling.
De danske spillere forlod nemlig vinterens VM-slutrunde i Qatar med en kropsholdning så sammenfoldet, at man skulle tro de havde udført funktionærarbejde i et kontorlandskab i 25 år.
Torsdag var der mere ergonomisk støtte til hvirvlerne, der holder brystet fremme, da de først trådte ind i Parken. Et landshold med ni nye navne, der kunne føle sig fritaget fra den sportslige arvesynd i ørkenstaten.
DR Sportens nyhedspodcast, Tyvstart, var selvfølgelig til stede i Parken. Hør mere om både Højlund og landskampen her.
Gensynets glæde retter de fleste, også Kasper Hjulmand, der normalt entrerer Parken som paven på ekskursion i Rom, hvis ellers man ser bort fra de skudsikre glas.
Det nemmeste job i verden at udføre er andres, og den gamle sandhed har Kasper Hjulmand om nogen mærket vægten af siden derouten i Qatar.
Ingen nåede dog den samme modtagelse som Nicklas Bendtner, gammel travhest i bøllehat og pelsjakke, der inden opgøret skulle hyldest for sin indsats i rød og hvid.
’Det er fuldstændig fantastisk,’ sagde manden, som i gamle dage altid var god for en kæk bemærkning, men denne aften forfaldt til cykelrytteren Jonas Vingegaards noter.
Alt forgår, men heldigvis blev 35.851 tilskuere i Parken forvisset om, at fremtiden endelig er rykket ind.
Fremtiden er Højlunds
Den danske landstræner havde nemlig taget det åbenlyse valg ved at lade 20-årige Rasmus Højlund begynde som spyd. Samme position, som siden Nicklas Bendtners farvel har været afgjort på dagsform.
Højlund indtog den selvsamme grønsvær, hvor FC Københavns sportslige ledelse for et år siden gik efter en bestyrelsespost i Dansk Blindesamfund ved at vurdere, at 20 millioner var en fair pris for at sende ham til Østrig.
Nu bomber han i Serie A, nogle snakker om Arsenal og Real Madrid, og de kan vel dårligt holde øjenkontakten i de sportslige katakomber på Østerbro, når weekendens højdepunkter fra Serie A ruller ind.
Den unge mand tilbyder noget friskt og exceptionelt. Ikke til menneskeheden, endnu, men til det simple spil, vi kalder verdens smukkeste. Til det danske landshold.
Allerede efter fem minutter viste han den saft og ærgerrighed efter at komme mod mål, som vil teste den i forvejen gyngende beton i Parken mange år frem. Fra eget felt tog han tre mand på ryggen, inden han satte Mikkel Damsgaard op til Danmarks første chance.
Det havde Nicklas Bendtner nok alligevel ikke haft gejsten til at gøre.
Højlunds stjerne steg yderligere et lille kvarter senere, da han som en savklinge i en skov af balloner ville først til indlægget fra Alexander Bah, og få sekunder senere kunne notere sig for sit første landskampsmål.
Et ægte angribermål på et græstæppe, der ifølge de, som plejer det, lider af stress. Javel.
I folkeskolen lærer vi om besjæling, at give ikke-levende ting menneskelige følelser eller tanker, og hvis et græstæppe kan føle stress, så må det have følt eufori, da Højlund kastede sig frem.
Nuvel, var der andre på banen? Ja. Men i første halvleg var det omsonst at berette om andre end den unge mand, der gav så mange løfter for fremtiden, at byrden ligger på ham selv for at leve op til dem.
Det måtte være ham
Danmarks første halvleg var dog, af grunde som landstræner Kasper Hjulmand nok skal vurdere efterfølgende, ikke prangende.
Det var kontrolleret, koncentreret, alt det, som landstræneren på forhånd havde skrevet på taktiktavlen.
Christian Nørgaard kvalte alt finsk initiativ, når gæsterne krydsede midten. Mikkel Damsgaard zigzaggede mellem de blå kæder, uden at det blev interessant.
Det var sådan en aften, hvor fraværet af Andreas Skov Olsen og Jesper Lindstrøm kunne mærkes på hvilepulsen. To unge mænd med drømme i fødderne.
Det lignede, at Danmark blot skulle sejle i havn, men ud af det blå, ti minutter inde i anden halvleg, slap koncentrationen op.
Et udspark fra Finlands målmand Lukas Hradecky, en børnefejl fra det danske forsvar bestående af Vicktor Nelsson og Simon Kjær, og så kunne Oliver Antman stryge en tændstik over Kasper Schmeichels letantændelige temperament.
1-1, og det kunne publikum næsten kun være tilfredse med, for det tændte en iver i de danske spillere, som ikke fandtes før.
Rasmus Højlund misbrugte en friløber, han er trods alt kun menneske, og Joakim Mæhle testede træværket med en flugter fra 30 meter. En lille smule vanvid at varme hænderne på, og som kun tog til i styrke, da Lukas Hradecky hev en mesterredning ud af ærmet på.. ja, Rasmus Højlund.
Den danske angriber var over det hele, og man skulle ikke være velbevandret i hverken tarot-kort eller fodbolduddannelser for at se, at Kasper Hjulmand beholdte Højlund på banen af en årsag.
Da den 20-årige angriber kastede sig ind blandt venner og fjender i det finske felt efter 82 minutter, var det game over. Billetprisen værd.
Det måtte være ham. Det skulle være ham. 2-1, og tak for i aften.
At den unge mand så dybt inde i overtiden sparkede sig selv så dybt ind i hjerterne på de småfrysende danskere med kronen på værket, hattricket, var ikke nogen overraskelse.
Det danske landsholds vej mod frelse går nu over kasakstanske, finlandske og slovenske sletter. Sågar San Marino får et besøg.
Det var aldrig noget spillemæssigt højdepunkt, men Rasmus Højlund solgte egen mand fortællingen om, at det bedste venter forude.